Anders Varming er indehaver af Nybolig Stoholm og Nybolig Viborg-Tjele. Pressefoto

Hjælp til servitutterne: Ejendomsmægler rækker en hånd ud

Anders Varming fra Nybolig Stoholm tilbyder assistance til nye ejendomsvurderinger

STOHOLM Efter planen kommer Vurderingsstyrelsen frem mod 2024 til at udsende flere end én million nye ejendomsvurderinger til de danske boligejere.

Ikke alle oplysninger fra de nuværende ejendomsvurderinger bliver imidlertid ført automatisk over i det nye ejendomsvurderingssystem. Det gælder blandt andet oplysninger om kommunale servitutter, som kan have væsentlig indflydelse på ejendomsvurderingen og dermed på, hvor meget man betaler i ejendomsskat.

I stedet bliver oplysningspligten nu lagt over på boligejerne selv, hvis ejendommens værdi påvirkes af offentlige servitutter, der ikke er taget højde for i den nye ejendomsvurdering.

Det kan være svært at gennemskue, og derfor rækker Nybolig en hjælpende hånd ud til alle boligejere, der savner overblik over, om deres ejendom er omfattet af en eller flere værdipåvirkende servitutter, som bør regnes med i den nye ejendomsvurdering, så man undgår en klækkelig ekstraregning.

En ejendom kan være omfattet af flere forskellige servitutter som rettigheder mht. ejendommens anvendelse og udformning, men også påbud og begrænsninger, f.eks. i forhold til, hvor stor en del af grundarealet, der må anvendes til bebyggelse.

- Det er ikke altid helt ligetil at finde ud af, om ens ejendom er omfattet af offentlige servitutter. Og samtidig kan det være svært at vurdere, om eventuelle servitutter har betydning for værdien af ens bolig og dermed ens nye ejendomsvurdering. Derfor rækker vi en hjælpende hånd ud til alle, der måtte være usikre på, om deres bolig er omfattet af kommunale servitutter, så den del i det mindste er helt på plads, siger Anders Varming fra Nybolig Stoholm.