Foto: Jacob Mackenhauer

Fodbold: Sikker Sparkær-sejr over Viborg FF

Fodbold, serie 3 herrer, Sparkær IF - VFF 6-1 (4-1)

FODBOLD Det kører godt for Viborg FF i Superligaen, men i amatørafdelingen går det lige nu rigtig skidt.

Både serie 1 og serie 3 ligger i bunden, og det gjorde serie 4 også, indtil det fredag blev trukket fra turneringen.

Problemerne kunne da også ses på aftenens holdopstilling mod Sparkær, der ikke havde de store problemer med at hive en 6-1 sejr i land.

Det var især i 1. halvleg, at forskellen på de to hold var tydelig. Sparkær lagde pres på fra start, og både Daniel Brøns og Kasper Møller havde fine muligheder (Møller en friløber), inden Sparkær kom foran 1-0 i det 7. minut, da Kasper Møller headede et hjørnespark fra Mads Daa Vistisen i mål.

10 minutter senere var Kasper Møller oplægger til Daniel Brøns, der rundede målmanden og scorede sikkert.

Viborg FF kom på tavlen, da Rasmus Hjelm skød langt udefra og fangede Steffen Berg, der ikke nåede tilbage i målet. Det skal han være tilgivet, for han var på plads med fine indgreb resten af kampen.

Sparkær slog så kontra med to mål på to minutter i det 36. og 38. minut. Først afsluttede Mads Daa Vistisen et godt angreb, og kort efter headede han bolden ind efter, at Mikkel Mackenhauer havde forlænget et langt indkast fra Daniel Brøns.

Sparkær lukkede kampen i det 70. og 72. minut med to hurtige mål. Først blev Mads Daa Vistisen spillet fri i venstre side, og han scorede sikkert, mens det andet var et direkte selvmål af VFF. Mads Daa Vistisen løb fortjent med masser af stemmer, og han var da også meget stærkt spillende både fremad banen og bagude.

Sparkær-træner Poul Vistisen havde denne kommentar efter kampen:

- Jeg synes, vi går ud og spiller en rigtig fin kamp. Vi lægger et hårdt pres på VFF fra første fløjt og skaber straks et par store chancer, inden vi får hul på bylden efter 7 minutter. Vi skal måske score et par mål mere, men inden kampen havde jeg gerne solgt den for 6-1. Jeg synes, vi er sluttet godt af i de to sidste kampe, og det er dejligt, at vi har spillere, der kan bruges på forskellige pladser. Nu ser vi frem til næste lørdags opgør mod Skals – en kamp som jeg forventer bliver tæt, men vi nærmer os stærkeste opstilling, og jeg tror, vi kan slå Skals.