0. klasse fra Mønsted Skole var godt 20 elever samlet til strengeleg på tennisbanen med gode fiduser til, hvordan man styrer ketsjeren bedst, så man kan holde gang i skumbolden. Foto: Henrik Bagge

Mønsted IF 100 år: Højt skum på tennisbanen

Mønsted IF inviterede alle byens skolebørn på en sjov idrætsdag i anledning af 100 års jubilæet

MØNSTED Mønsted IF fejrer året igennem 100 års jubilæum med et væld af arrangementer, men samtidig har foreningen blikket stift rettet mod fremtiden.

Det blev i den forgangne uge tydeligt, da formand Martin Andersen og resten af Mønsted IF onsdag havde inviteret samtlige børn på Mønsted Skole og deres lærere til en sjov dag i foreningens faciliteter på Kalkværksvej.

På den måde kunne man sikre, at fremtidens potentielle medlemmer i hvert fald ved, hvad de går glip af, hvis de ikke melder sig ind i byens idrætsforening.

Halinspektør og tågehorn

Således fik de alle på skift mulighed for at stifte bekendtskab med både fodbold, håndbold, gymnastik, badminton og tennis i den femstrengede forening.

Det foregik først et par timer om morgenen for 0.-4. klasserne og senere på dagen et par timer for 5.-9. klasserne, så de klassevis bevægede sig rundt på stationer for hver af de fem idrætsgrene til omkring et kvarters leg og bevægelse med de respektive idrætsgrenes ledere.

Når tågehornet så lød, var det tid at skifte station, og indimellem strabadserne var der også sørget for lidt til skrutten i Østfjendshallen, hvor halinspektør Frank Mikkelsen stod klar med både frugt og saftevand.

Tonnys gode skumfiduser

I et inferno af børnestemmer fandt avisen 0. klasses godt 20 elever i gang med basale lektioner og gode fiduser med ketsjer og skumbold på Mønsted IF´s tennisbaner nord for fodboldstadion.

Det stod blandt andre formand Tonny Christensen for, og han havde et lønligt håb om, at initiativet kunne være med til at sikre, at nye medlemmer på sigt kan trækkes til tennisklubben, der p.t. går igennem nogle tynde år, som det er tilfældet på alle landets tennisanlæg.

- Der er mange tilbud at vælge imellem i dag. For 25 år siden var vi 75 medlemmer i klubben, og vores egne børn fik det også lært, men sådan er det ikke længere. Men mon ikke, det vender igen? De ser i hvert fald ud til at have det sjovt med det, sagde Tonny Christensen og kiggede ud over anlæggets grusbaner, hvor skumboldene fløj om hans strikhue.

De var maks klar

Og sjovt havde de det, kunne børnehaveklasseleder Mette Agerholm bekræfte.

- Vi har meget idræt i forvejen, men det er jo noget andet indhold at komme herned, sagde Mette Agerholm, der sammen med børnene allerede havde fået den første motion ved at gå fra skolen udenfor byen til stadion.

- Og de var bare maks klar, da de mødte i morges. En dreng sagde endda, at »vi skal ned at lære noget, og det, siger du altid, er godt,« så det var jo dejligt, grinede Mette Agerholm, inden tågehornet atter lød og det var tid at bevæge sig op mod fodboldbanerne.

»Jeg fik at vide, at jeg bare skulle komme og låse op,« grinede halinspektør Frank Mikkelsen, der, når han nu alligevel var der, ligeså godt kunne gøre sig nyttig, da alle Mønsteds skolebørn dagen igennem skulle affodres. Foto: Henrik Bagge
Formand for Mønsted IF Tennis Tonny Christensen håber, at idrætsdagen kan være med til på sigt at lokke nye medlemmer til klubben. Foto: Henrik Bagge