Hans Jørgen Bonnichsen. Foto: Lea Meilandt Mathiesen/Scanpix

Foredrag: Tidligere PET-chef kommer til Stoholm

Hans Jørgen Bonnichsen besøger den 4. maj Stoholm Fritids- og Kulturcenter

STOHOLM Hans Jørgen Bonnichsen kommer onsdag den 4. maj til Stoholm for at holde foredrag om »Mennesket i ondskaben«, blandt andet baseret på personlige og professionelle erfaringer fra 41 år i politiet lige fra små, danske byer over New York til Guantánamo-lejren.

Hans Jørgen Bonnichsen har været chefkriminalinspektør ved politiet i mere end 40 år.

I 20 år var han en del af Rejseholdet, hvor han beskæftigede sig med alt lige fra drab til bedrageri. Efterfølgende fungerede han som souschef for Rejseafdelingen og som operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste.

Efter han i 2006 gik på pension, har Bonnichsen fungeret som TV-avisens efterretningsekspert. Også mange andre har draget nytte af hans store viden og erfaring fra politiet, når man skulle have en kommentar til aktuelle sager.

Han er også forfatter til flere fagartikler og bøger og har bidraget til antologier om overvågning, kunst og efterretning.

Han har både en national og international politilederuddannelse og har desuden en BA i litteraturvidenskab med kunsthistorie fra Københavns Universitet.

Foredraget med Hans Jørgen Bonnichsen starter klokken 19 i Stoholm Fritids- og Kulturcenter, og billetter kan købes via viborgbib.dk eller på Stoholm Bibliotek.

Det er arrangeret i samarbejde mellem Ældre Sagen Fjends-Karup, Stoholm Fritids- og Kulturcenter, Stoholm Menighedsråd, Sport på Tværs, Borgerforeningen v/Trivselspiloterne og Viborg Bibliotekerne.