Foto: Jacob Mackenhauer

Fodbold: Sparkær tabte topopgøret til Borup

Fodbold, serie 3 herrer, Borup - Sparkær 3-0 (2-0)

FODBOLD Der var lagt op til et intenst topopgør lørdag på stadion i Låstrup mellem Borup og Sparkær.

Gæsterne fra Sparkær var tvunget til en sejr, hvis de ville holde trit med Borup på førstepladsen, men det gik aldrig for alvor i Sparkærs retning.

De havde dog en kæmpe mulighed for at komme foran i det 12. minut, da Kasper Møller i fri position lobbede bolden over August Mathiesen i Borup-målet, men for Møller og Sparkær desværre lige uden om stoplen. Det var Sparkærs mulighed i første halvleg.

I stedet kom Borup foran i det det 18. minut, da Magnus Elkjær scorede direkte på frispark uden om muren og ind ved nærmeste stolpe.

Kampen var sådan set tæt nok, selv om Borup havde overtaget og vandt de fleste bolde. Sparkær levede mest på lange bolde, men når de fik bolden ned på jorden og spillede den rundt kom der et par halvfarlige muligheder.

Men så var der åbent forsvar i det 38.minut, hvor et langt indlæg fra højre passerede hele forsvaret til en fri Magnus Elkjær tæt på mål, og han havde ingen problemer med at score til 2-0, som blev pausestillingen.

Træner Poul Vistisen forsøgte i pausen at give Sparkær-spillerne troen på, at kampen kunne vendes, men det håb blev slukket allerede i det 47. minut, da et godt opspil af Borup i venstre side endte med et fladt indlæg, der blev drejet i mål af Alfred Lyngsø.

Så var kampen egentlig afgjort, selv om Sparkær minuttet efter var tæt på en reducering. Det blev til at par løse chancer i begge ender i 2. halvleg, men tvivl om resultatet blev der aldrig.

Sparkær-spillerne skal have ros for ikke at slå op i banen, og de blev ved at søge at komme med i kampen, men kvaliteten var der bare ikke i dag.

Det var da også en afklaret Sparkær-træner, der efter kampen erkendte nederlaget.

- Jeg synes egentlig, at vi går ud og yder en god indsats, men må erkende, at vi møder et bedre hold, der har mere beslutsomhed og mere snert i spillet. Det jeg kan bruge i dag er, at vi spiller kampen færdig, men der er ikke så meget at sige andet end at ønske Borup tillykke med sejren. Jeg håber, de tager førstepladsen, for jeg synes, de har noget at byde ind med i serie 2. Førstepladsen er væk for os, så skal vi håbe på playoffkampe, så skal de sidste fire kampe vindes, og det vil vi gøre alt for, lød det fra Poul Vistisen.

Næste kamp er hjemme torsdag mod Højslev St.