FORPAGTNING Caféen »Maren og Trangmanden«, der ligger på havnen i Virksund, har fundet sin nye forpagter.
Det er ikke lang tid siden, at Anette Kvistgaard fra Skive efter halvandet år i jobbet kastede håndklædet i ringen, men nu er der altså kommet nye kræfter til. Det er 52-årige Alex Nielsen fra Knudby, der kommer ind med en ny gejst og energi.
- Jeg har gennem de seneste år gået og drømt lidt om at få mit eget spisested. Men på grund af de høje råvare- og energipriser havde jeg egentlig slået det lidt ud af hovedet. Men så en dag, da jeg var ude at gå en tur med hunden her i Virksund, fandt jeg ud af, at de søgte en ny forpagter her, og den mulighed blev jeg nødt til at undersøge, siger Alex Nielsen.
Han tog fat i bestyrelsen bag caféen, og nu er der altså landet en aftale, som Alex Nielsen glæder sig til at tage hul på.
- Jeg har ansat en god kok, som skal lave det meste af maden, mens jeg primært skal stå for at servicere kunderne og stable forskellige arrangementer på benene. Jeg kan også godt lave mad, og uden at kritisere tidligere forpagtere af stedet, så kan jeg godt sige, at vi går efter at løfte niveauet, siger Alex Nielsen.
Ikke hotdogs og pølsemix
Helt officielt begynder Alex Nielsen og den nye kok det nye eventyr den 1. februar, men han har allerede inden taget initiativ til det første arrangement, da der kom 80 mennesker til nytårsbrunch, og der var udsolgt.
- Det er klart, at folk helt automatisk kommer til Virksund, når vejret er godt, og vandet trækker. Men i de lidt mere stille måneder bliver vi nødt til at tænke lidt ud af boksen og være lidt opfindsomme for at få folk her forbi. Der vil komme flere arrangementer løbende, og jeg vil blandt andet gerne lave noget vinsmagning, holde musikaftener, foredrag og andet, som gæsterne kan kombinere med mad og drikke. Vi vil gerne sætte gang i tingene, og jeg kan mærke, at opbakningen til projektet her i Virksund er stor, siger Alex Nielsen.
I forhold til menukortet lægger den nye forpagter ikke skjul på, at der bliver ændret noget. Maden bliver lavet fra bunden, og Alex Nielsen fortæller, at der vil blive lavet »ordentlig« mad.
- Jeg tror ikke på, at hotdogs og pølsemix er fremtiden for den her café. Der skal være god mad at køre efter, men det skal samtidig være til at betale. Så vi går efter at tilbyde kvalitetsmad til fornuftige priser, siger Alex Nielsen.
Alex Nielsen tyvstartede sit virke som ny forpagter, da der kom 80 mennesker til nytårsbrunch. Foto: Lindy Jørgensen
Alex Nielsen har ansat en kok til at lave det meste af maden, mens han selv primært skal stå for at servicere kunderne. Foto: Lindy Jørgensen