11. september 2023, 13.04
MOTIONSLØB Nordfjends er et unikt område, som ikke mindst kan bryste sig af en fantastisk og skøn natur.
Det er de borgere, der bor der da heller ikke i tvivl om. Og derfor vil de gerne vise stedet frem.
Blandt andet derfor bliver der nu inviteret til KlosterLøbet 7840, der er et motions- og velgørenhedsløb, der finder sted lørdag den 23. september.
Til KlosterLøbet 7840 vil der være mulighed for at gå fire kilometer eller løbe enten 6,2, 10,5 eller 21,1 kilometer.
- Startområdet vil være mellem skolen og hallen i Ørslevkloster, og alle ruter vil gå gennem blandt andet Hald, skoven og forbi klosteret. Naturen og forskellige steder i området er tænkt nøje ind i løbet, fordi vi gerne vil vise vores flotte egn frem, siger John Schmidt, der er blandt initiativtagerne til løbet.
Det er et udvalg på fire personer under Ørslevkloster Idrætsforening, der trækker i trådene, men derudover er der en masse frivillige, som giver en hånd med til den første udgave af løbet.
Og på grund af de mange frivillige er det også muligt at lave et større samlingssted på boldbanen lige ved siden af Sognehuset.
Der vil både være underholdning, boder og mulighed for forskellige fysiske aktiviteter.
- Sangeren Kari, der tidligere er blevet nummer to i X Factor, kommer og synger. Derudover vil der være en dj, Christoffer, som vil sørge for, at der kommer lidt gang i det hele. Derudover vil der også være historiske fortællinger om Nordfjends, så vi har en forhåbning om, at mange vil samle sig der i løbet af dagen, siger John Schmidt.
Indtil videre har flere end 100 motionister meldt sig til begivenheden, men arrangørerne forventer, at det tal vil stige markant de kommende uger.
- Målet, som vi har sat, er 700 deltagere. Det kan godt være, det er sat højt her den første gang, men omvendt skal vi også have noget at sigte efter, lyder det.
På dagen vil borgmester Peder Christian Kirkegaard, der selv bor i Hald, indvie løbet. Og håbet er, at det bliver det første af mange klosterløb i Nordfjends.
- Vi synes, vi har manglet et motionsløb her i Nordfjends, og planen er, at vi skal fortsætte de kommende år. Det ligger på et godt tidspunkt på året, hvor der ikke er så mange andre løb, så vi håber på stor opbaking, siger John Schmidt.
Halvdelen af overskuddet fra løbet bliver i år givet videre til Mødrehjælpen.