Din aflagte brille kan ende med at gøre gavn et nyt sted. Pressefoto

Folketingsvalg 2022: Lions indsamler igen briller i Fjends

Din aflagte brille kan ende på næsen af en, der har brug for den

FJENDS Har du et par briller, som du ikke længere bruger, så kan det være, at der er en anden en, der kan bruge dem.

Lions Fjends er med på sidelinjen med en brilleindsamling i forbindelse med folketingsvalget den 1. november, så en synshæmmet i den tredje verden kan få glæde af din aflagte brille.

Den velgørende organisation har igen fået lov at opstille indsamlingsbokse ved valgstederne i Viborg Kommune, og det betyder, at man i Stoholm, Mønsted og Vridsted har mulighed for at gøre en god gerning ved at finde den aflagte brille frem af gemmerne, tage den med hen på valgstedet og skænke den til et godt formål.

Det gjorde over 1000 vælgere i Fjends ved kommunalvalget i 2021, oplyser Bjarne Bilstrup fra Lions Fjends.

Nyt syn på tilværelsen

Ikke alle briller er straks klar til at gøre gavn et nyt sted, og faktisk gennemgår de en lang proces, inden de ender på et nyt kontinent.

Først sendes de til en af tre produktionsskoler, hvor de opmåles, påsættes styrke, kontrolleres og pakkes i plastpose. Er brillerne kassable, tages glas ud, ligesom stel sorteres i metaller og plastik, hvorefter det hele sendes til genbrug.

Men når de defekte briller er sorteret fra, ender man alligevel med omkring 30.000 par briller årligt, der får et nyt liv ude i verden. Det vil typisk være et sted i Afrika eller Latinamerika, at en ny ejermand dermed kan få et nyt syn på tilværelsen.

Kampen mod blindhed har i øvrigt altid været et kerneområde i Lions´ arbejde, og der er i høj grad også brug for det. Hvert minut fødes nemlig et nyt synshæmmet barn et eller andet sted i verden.