Gert Johansen drager nu konsekvensen af høje omkostninger og svigtende omsætning, når Tankens kiosk, grillbar, bodega og spillehal med start den 8. august holder lukket mandag, tirsdag og onsdag. Foto: Henrik Bagge

Gert er træt af at tage penge med på arbejde: Tanken i Stoholm reducerer igen åbningstiderne

Fra den 8. august kan man ugens tre første dage ikke længere benytte Tankens kiosk, grillbar, bodega og spillehal

STOHOLM Omsætningen er blevet for lav og omkostningerne for høje, og den dårlige kombi får nu følger.

Gert Johansen på Tanken i Stoholm er, populært sagt, blevet træt af at tage penge med på arbejde, så nu drager han konsekvensen og lukker biksen ugens tre første dage.

Fra den 8. august er der således ikke længere åbent mandag, tirsdag og onsdag i Tankens kiosk, grillbar, bodega og spillehal, mens man selvfølgelig stadig kan tanke brændstof og også benytte vaskehallen.

Allerede i starten af året lukkede Gert Johansen delvist ned for grill-delen på udvalgte dage, da omkostningerne til både strøm og emballage stak helt af, og nu spreder mørklægningen sig altså.

- Det er især grillen, der er gået betydeligt tilbage, men det gælder også bodegaen mandag, tirsdag og onsdag. Det skyldes især høje omkostninger på alt fra strøm til fritureolie, men også omsætningen. Det er omkring 40 procent, der mangler. Folk er blevet mere pressede og er for eksempel begyndt at vælge takeaway fra på hverdagene, og det forstår jeg godt, siger Gert Johansen og slår fast, at omsætningen sidst på ugen stadig ser fin nok ud.

For ham handler det imidlertid også om arbejdstider, og på en måde er lukningen en velkommen lejlighed til at få reduceret hans egen 80 timers arbejdsuge til mere menneskelige 50 timer.

Samtidig slipper han for kvaler med at få bemandingsplanen til at hænge sammen for de ansatte, der i vidt omfang er skolesøgende unge, der i forvejen har en travl hverdag.

- Så kan vi i stedet alle sammen give den fuld gas torsdag, fredag, lørdag og søndag, griner Gert Johansen, mens han slår fire gange i bordet.