Det første team til »Netværkstedet«, der yder digital hjælp hver mandag på Stoholm Bibliotek, bestod af Jonas Kristiansen (tv) og Christian Nordam Larsen, der begge er studerende på datatekniker-uddannelsen i Viborg, der leverer »mekanikerne« til værkstedet. Bagest til venstre er det Jonas Mæng, der er er projektets bindeled mellem Viborg Bibliotekerne og Mercantec, mens Mette Have er skoleoplæringsinstruktør ved Mercantec i Viborg. Foto: Henrik Bagge

Netværkstedet på Stoholm Bibliotek: Det siger blip-båt blandt bøgerne

»Netværkstedet« tilbyder nu it-hjælp til værdigt trængende hver mandag på Stoholm Bibliotek

STOHOLM Et samarbejde mellem Viborg Bibliotekerne og Praktikcenter Viborg under Mercantec gør det nu muligt for alle, der har hjælp nødig, at modtage kyndig it-assistance på Stoholm Bibliotek hver mandag klokken 15-18.

»Netværkstedet«, som initiativet kaldes, er allerede et etableret tilbud i Viborg, Bjerringbro og Karup, og nu kan man altså også få afhjulpet sine problemer med den genstridige tablet eller smartphone i Fjends.

Ordningen havde opstart i Stoholm mandag den 8. august, og da avisen kiggede forbi ved halvfiretiden, bestod velkomstkomiteen af i alt seks personer, der i større eller mindre grad har aktier i initiativet.

Mette Have er skoleoplæringsinstruktør ved Mercantec i Viborg, mens Jonas Mæng er projektets bindeled mellem Viborg Bibliotekerne og Mercantec.

- Og så har vi et samarbejde med Ældre Sagen, siger Mette Have.

Og det forklarer tilstedeværelsen af to herrer, der står lidt ude på sidelinjen.

Det er Søren Kjærulff Andersen, der er it-koordinator hos Ældre Sagen Fjends-Karup, og frivillig it-hjælper Peter Hansen fra Stoholm, der blandt andre står bag et andet it-tilbud målrettet ældre i Fjends, som i en årrække har haft fast mødetid om torsdagen i lokaler på det gamle rådhus i Stoholm.

Deres »åbne datastue« er dog i lige så høj grad et socialt tilbud med undervisning, der vel mere end nogensinde kalder på betegnelsen »old school«, og de to repræsentanter for Ældre Sagen mener ikke, at det nye tilbud kolliderer med det, de selv forvalter.

En del af uddannelsen

I centrum af »Netværkstedet« i Stoholm er dog to ungersvende fra Mercantecs it-uddannelser, som leverer kompetent hjælp til de af vore medborgere, der kæmper lidt med den omsiggribende, elektroniske del af tilværelsen.

Christian Nordam Larsen er i gang med at uddanne sig til både it-supporter og datatekniker med speciale i infrastruktur, mens Jonas Kristiansen uddanner sig til datatekniker med speciale i programmering.

- Vi har nogle datatekniker- og programmørstuderende i Viborg, der er i skolepraktik, og i stedet for, at de sidder oppe på H.C. Andersens Vej og laver internt arbejde, så kommer de her ud og møder »rigtige mennesker«, forklarer Jonas Mæng.

- Ja, og øver sig i den support, de skal lære at yde, supplerer Mette Have.

- Ja, og det er vi rigtig glade for, at vi fra bibliotekerne har mulighed for at tilbyde, for vi vil gerne hjælpe de mennesker, der ikke lige kan finde ud af at skifte sim-kortet på deres telefon, eller har en ny gps, der driller, siger Jonas Mæng.

- Ja, eller opsætning af Mit-ID, siger Mette Have og berører dermed et af de kerneproblemer, værkstedets to unge »mekanikere« oftest støder på, når de er på »feltarbejde«.

- Det har meget drejet sig om Mit-ID, Nem-ID, få skiftet sim-kortet og tekniske problemer med computeren, siger Christian Nordam Larsen.

- Det er også nogle gange mail-problemer som for eksempel at få vedhæftet filer og billeder eller opsætning af mail-kontoen, supplerer Jonas Kristiansen.

Alle får noget ud af det

Det kunne synes som trivielle problemer at håndtere for sådan et par unge gutter, der er velbevandrede udi it-teknologiens afkroge, men de bedyrer, at de også selv får meget ud af mødet med den jævne befolkning.

- De går jo mange gange glade derfra. Jeg har også haft en kunde, der senere kom tilbage til biblioteket og spurgte specifikt efter mig, siger en tilfreds Christian Nordam Larsen, der havde etableret tillidsforholdet ude hos borgeren selv, da han kørte ud for at hjælpe ham med at sætte hans mail-konto rigtigt op.

Den slags mobil service yder »Netværkstedet« nemlig også.

- Mange, der kommer ned til os, danner også en relation til os, fordi de er trygge ved at bede os om hjælp, når vi først har hjulpet dem én gang, siger Jonas Kristiansen.

Kun når et problem kolliderer med persondataloven som for eksempel bankoplysninger, må det unge team slå bak, men ellers er intet problem for stort eller for småt.

- Man lærer da noget om tålmodighed, men man lærer jo også at blive mere serviceminded, siger Christian Nordam Larsen.

Gælder foreløbig året ud

En aktuel kampagne omkring Mit-ID er målrettet +65 segmentet, men ellers er »Netværkstedet« for alle, der kæmper med den forbistrede it.

- Det er ikke kun ældre, der opsøger os. Der er også mange i 40-50 års alderen, der har spørgsmål til telefonen eller anden elektronik, der driller, siger Jonas Kristiansen.

- Det kan være noget rod at finde ud af it. Det er derfor, vi er her til at hjælpe, lyder det gæstfrit fra Christian Nordam Larsen.

De har begge efterhånden deltaget i »Netværkstedet« en del gange på de andre tre lokationer, men i Fjends vil det nok især være Jonas Kristiansen, man vil møde om mandagen.

Han har nemlig i forvejen adresse i Stoholm, hvor han har boet hele sit liv.

Tilbuddet vil foreløbig gælde som forsøg i Stoholm året ud, og Netværkstedet vil være til stede på biblioteket hver mandag klokken 15-18 med efterårsferien i uge 42 som eneste undtagelse.

- Vi har haft rigtig gode erfaringer med det fra de andre steder, hvor der er kommet mange mennesker til bibliotekerne for at få hjælp, så vi håber også, det slår igennem herude i Stoholm, siger Jonas Mæng.