Søndag blev der afviklet jysk-fynske mesterskab i cykelcross i Lånum, og det trak 96 deltagere til. Foto: Lindy Jørgensen

Drømmer om DM: Cykelcross-mesterskab i Lånum var en succes

Skive CK afholdt søndag jysk-fynsk mesterskab i cykelcross, og i fremtiden kan der måske komme et endnu større arrangement forbi

CYKELCROSS Søndag stod Skive Cykle Klub bag det jysk-fynske mesterskab i cykelcross. På en 2400 meter lang rundstrækning i Lånum kastede 96 ryttere sig ud i den benhårde disciplin.

Og hos arrangørerne blev der efterfølgende konstateret, at afviklingen af stævnet var gået lige efter bogen.

- Det er egentlig bare gået, som det skulle. Der har ikke været nogen problemer, så det er kørt stille og roligt derudaf, siger tovholder Palle Bang, som erklærer sig tilfreds med deltagerantallet til mesterskabet.

- Det er meget fint, synes jeg, det kan vi ikke klage over, lyder det.

Underlaget på ruten i Lånum var over natten frosset, og det betød, at det i stedet for en blød bane i sneen blev en hård en af slagsen, som naturligvis også var glat.

Det gav da også styrt undervejs.

- Der var nogle enkelte, der røg ud i nogle sving. Det var indtil, man lige lærte, hvor man skulle lægge linjen. Men der var ikke nogen, der lå i samaritvognen til behandling - det var vi forskånet for, fortæller Palle Bang, som kunne konstatere, at der var grundlæggende var glæde over selve ruten.

- Det er en fin rute, som vi har fået ros for hele vejen rundt fra deltagerne, siger han.

Palle Bang har tidligere luftet tankerne om, at Skive Cykle Klub på et tidspunkt kunne lægge billet ind på afholdelsen af DM i cykelcross, som tilfældet også var det helt tilbage i 2005, og de muligheder er der stadig.

- Det har da ikke gjort dem ringere, vil jeg sige. Vi har en fornuftig rute herude. Selvfølgelig kan der være forbedringer, det kan der altid. Men i bund og grund synes jeg, at ruten kan tilbyde det, der bliver efterspurgt fra cross-udvalgets side, som handler om fart simpelthen, forklarer han.

Palle Bang fortæller, at det er mere eller mindre er for sent at byde ind på DM i januar 2024, og da det kun afholdes i Jylland hvert andet år, er næste mulighed således i januar 2026.

- Så der er en god sjat år til overvejelser og tanker om, hvad man kan gøre, og hvad man kan gøre bedre. Så det vil jeg da ikke afvise, at vi kan finde på. Der har været snak om det i krogene, men det er ikke noget, der er bestemt. Men det kunne da være en drøm med DM, siger Palle Bang.

Bak til tops

Ved mesterskabet i Lånum skulle der naturligvis også køres om podiepladserne i A-klassen for de allerstærkeste ryttere. Her viste Team coloQuicks Simon Bak sig som dagens bedste, da han lige akkurat holdt Aarhus-rytteren Mikkel Jørgensen bag sig.

Simon Bak havde ellers ikke siddet på en crosscykel i et år, inden han begav sig ud på ruten, men formen fra landevejen var altså nok til at stryge til tops ved mesterskabet efter en tæt duel med Jørgensen.

- Han endte med at trække det længste strå. De styrtede faktisk på skift og skulle lukke huller til hinanden, men til sidst var det coloQuick-manden, der trak fra, fortæller Palle Bang, som i øvrigt selv blev nummer tre i B-klassen.

Simon Bak - her i færd med et såkaldt bunnyhop - sikrede sig sejren i herrernes A-klasse. Foto: Lindy Jørgensen
I cykelcross er det til tider nødvendigt at hoppe af cyklen for at komme frem på ruten. Foto: Lindy Jørgensen