Som guide under byvandringen i Stoholm fortæller arkæolog Inge Kjær Kristensen bl.a. om mærkelige ritualer og overtro i forbindelse med træer og planter, som gennem tiden har været brugt i folkemedicinen.
BYVANDRING Onsdag 24. maj kan du komme med på en anderledes byvandring i Stoholm. Turguide er arkæolog Inge Kjær Kristensen.
Det bliver en cirka halvanden til to timers lang gåtur gennem Stoholm, hvor øjnene er rettet mod træer og planter, der gennem tiden har været anvendt i folkemedicinen.
Til mange af kurene er knyttet ganske mærkelige ritualer og overtro. Turens præcise indhold afhænger af, hvilke planter der i maj måned kan ses i Stoholm - ved veje, ved hække og haver, samt i blomsterkummer. Der er uden tvivl flere, end de fleste til hverdag lægger mærke til.
Mødested er på Stoholm Bibliotek midt eftermiddag til en kop kaffe. Umiddelbart efter vandrer deltagerne i samlet flok ud i byen. Det er vigtigt at huske påklædning efter vejret, og husk også at købe billet på Viborg Bibliotekernes hjemmeside, da der er et begrænset antal pladser.
Byvandringen er lavet i et samarbejde mellem Fjends Egnshistoriske Forening, Sport på tværs, Borgerforeningen v/Trivselspiloterne, Stoholm Menighedsråd og Viborg Bibliotekerne.
