54 kvinder i højt humør deltog i det spontane event »Quindewalk & talk« med udgangspunkt i Daugbjerg. Privatfoto
Walk and talk: Kvinder snørede vandrestøvlerne
54 gange Q tog den i fællesskab ud i det grønne til en gåtur og en snak
54 kvinder i højt humør deltog i det spontane event »Quindewalk & talk« med udgangspunkt i Daugbjerg. Privatfoto
54 gange Q tog den i fællesskab ud i det grønne til en gåtur og en snak
31. maj 2023, 14.59
FJENDS Ikke mindre end 54 kvinder i alle aldre havde mandag aften snøret vandrestøvlerne for sammen at begive sig ud på dele af vandrestierne Kalk Kaminoen og Stormosestien i Fjends.
Bag det spontane motionsevent »Quindewalk & talk« stod de to lokale kvinder, Anethe Karlsen og Bente Hanghøj Christensen, begge Daugbjerg, og de var glædeligt overraskede over den store tilslutning.
- Vi er overvældede over, at så mange kvinder valgte at gå sammen med os. Da vi planlagde vores lille pop-up arrangement, forventede vi højest 10-15 deltagere, så det her er jo fantastisk, fortæller Anethe og Bente.
De to kvinder vil da også derfor overveje at lave noget lignende en anden god gang.
Deltagerne kunne vælge mellem distancerne halvanden, fire og 10 kilometer. Der var start og slut på Daugbjerg Stadion, og alle tre distancer førte ad lokale skov- og markveje på dele af Kalk Kaminoen og den forholdsvis nye Stormosesti.
Det skete på en aften, hvor både natur og vejr viste sig fra sin smukkeste side. Vandreturen, der foregik i samarbejde med foreningen »Kalk Kaminoens Venner«, sluttede af med sandwich og fælles hygge på stadion.