Michael Søndergaard (i forgrunden) og Bjarne Lausen er sammen med Martin Hall Mortensen de tre indehavere af Stoholm Slagter, og de kan nu se deres forretning i Vestergade i Stoholm omtalt som en Vinderbutik i en ny bog, der oplister succesformlen for at drive en fysisk butik i nethandlens tidsalder. Arkivfoto: Henrik Bagge

Lokal kødpusher er en vindertype

I en ny bog med titlen »Vinderbutikker« finder man et kapitel om Stoholm Slagter

STOHOLM I en ny bog med titlen »Vinderbutikker« beskriver forfatter Torsten Bo Jørgensen, hvordan det er at drive butik i Danmark, og hvad de bedste forretningsdrivende gør for at skabe gode kundeoplevelser og meget andet.

Og blandt bogens 23 udvalgte butikker finder man den lokale slagter i Stoholm, hvis ejerskab i dag deles mellem Bjarne Lausen, Michael Søndergaard og Martin Hall Mortensen.

- Det er vi da vildt stolte over, siger Michael Søndergaard fra Stoholm Slagter, der derfor også kvitterer for udgivelsen ved at præsentere bogen sammen med forfatteren i butikken i Vestergade tirsdag den 22. marts klokken 10-12, hvor der også er mulighed for at købe bogen.

Fire indsatsområder

Essensen af den nye bog er, at mange danske butiksejere har glade kunder og skaber positiv bundlinje, og Torsten Bo Jørgensens 23 cases er alle eksempler på butikker, der går imod strømmen ved stadig at drive fysiske butikker - også i tyndtbefolkede områder - med succes.

Men succesen er ikke kommet af sig selv. Torsten Bo Jørgensens research til bogen har afsløret, at succesformlen for butikkerne faktisk kan koges ned til fire punkter.

Man skal have et attraktivt værditilbud, hvor et stærkt og gerne unikt sortiment spiller en stor rolle, ligesom rådgivning, oplevelser, det personlige møde, det sociale fællesskab og prisen også gør det.

Så er der markedsføringen, hvor kreativiteten er stor og omfatter alt fra auktioner over restvarer til SoMe-samarbejder med lokale kendisser. Afgørende er dog først og sidst salgshåndværket i butikken, hvor man er dygtig til at lytte og aldrig oversælger varen, fordi man tænker i livstidskunder.

Vinderbutikkerne er også kendetegnet ved at have styr på alt det bag scenen, som handler om begejstrede medarbejdere, stærke leverandørsamarbejder, godt købmandskab og investeringer de rigtige steder.

Endelig omfavner Vinderbutikkerne den digitale udvikling og bruger sociale medier, webshop og digital lagerstyring i det omfang, det giver mening for dem.

Bogen er også et opgør med myten om en ram lugt af butiksdød i detailhandlen, der har tabt slaget til nethandlen, og den rummer vindernes succesmodel opsamlet i punktform og deres vigtigste erfaringer og gode råd til nye butiksejere i deres branche.

- Den er faktisk skrevet som inspirations- og arbejdsredskab til både nuværende og kommende butiksejere, siger Torsten Bo Jørgensen.

Bo Holst Jørgensen er forfatteren bag bogen »Vinderbutikker«, der indeholder et afsnit om Stoholm Slagter. Pressefoto