Købmand Morten Pedersen fra Vridsted har nu solgt de bygninger, som forretningen ligger i. Arkivfoto
Købmanden i Vridsted: Salg af bygninger finansierer forbedringer
Vestfjends VVS er trådt til som investor hos Min Købmand i Vridsted
Købmand Morten Pedersen fra Vridsted har nu solgt de bygninger, som forretningen ligger i. Arkivfoto
Vestfjends VVS er trådt til som investor hos Min Købmand i Vridsted
09. november 2022, 14.31
VRIDSTED Der er kommet flere gode ting ud af det borgermøde, som Min Købmand i Vridsted, Morten Pedersen, fik stablet på benene i september.
Blandt andet fandt Vestfjends VVS A/S ud af, at firmaet på en eller anden måde ville hjælpe den lokale købmand.
- Så vi snakkede om, hvordan de bedst kunne hjælpe mig, og det endte med, at de fra den 1. november har købt bygningerne på Egebjergvej 4, hvor købmandsforretningen har hjemme, siger Morten Pedersen.
Han købte bygningerne i 2007, men de var blevet lidt en klods om benet for ham. Og salget giver Morten Pedersen noget tiltrængt likviditet.
- Det gør, at jeg kan koncentrere mig om at gennemføre nogle forbedringer indvendigt i butikken, siger han.
Det har i et stykke tid været meningen, at stedet skulle renoveres, ligesom der har været planer om at udvide købmandsforretningen. Men det har Morten Pedersen aldrig rigtig haft pengene til alligevel. Med salget til Vestfjends VVS A/S kan det hele nu realiseres.
- Jeg havde to gode år, inden strømpriserne gik helt amok. Og i den gode tid satte jeg en renovering og en udvidelse af butikken i gang. Og de ting vil Vestfjends VVS A/S nu gennemføre, så det er kun rigtig godt for borgerne og kunderne. Som kunde vil du ikke komme til at mærke nogen forandring. Alt er som det plejer. Og fremadrettet bliver det kun bedre, end det plejer, fortæller købmanden.
Vestfjends VVS A/S kommer også til at sætte solceller på bygningen. Og det kommer til at ske nu.
- I den forbindelse skal der også lyde en stor tak til Åkjær El, som har været rigtig søde med prisen på solceller, ligesom de hjælper med at stille med to mand til opsætningen, siger Morten Pedersen.
I forbindelse med salget er der indgået en lejekontrakt på 10 år, og ifølge Morten Pedersen har Vestfjends VVS A/S været meget flinke i forhold til huslejen.