Masser af mennesker var mødt op fredag eftermiddag, da plejecenter Bøgely fejrede 25 års jubilæum. Foto: Steen Don

25 års jubilæum: Plejecenter Bøgely fejrede sølvbryllup

Alle interesserede var inviteret til kransekage og bobler, mens beboerne på Bøgely og deres ægtefæller deltog i en fest

JUBILÆUM Fredag den 9. september blev en stor festdag på Bøgely, plejecentret i Hald. Der var nemlig inviteret til sølvbryllup.

Tilbage i 1995 begyndte beboerne på De Gamles Hjem i Hald gradvist at flytte ind på det nye plejecenter lidt længere oppe ad Ørslevklostervej. Det er det, som nu er blevet til plejecenter Bøgely.

Dermed er det flere end 25 år siden, at de to plejecentre fandt sammen under et tag, men fejringen er blevet udsat på grund af corona.

Men nu var tiden inde, og begivenheden blev fejret, som var det et rigtigt sølvbryllup.

Om eftermiddagen var alle interesserede velkomne til kransekage og bobler, og senere på aftenen var beboerne og deres ægtefæller inviteret til sølvbryllupsfest med tre retters menu og fest.

- Vi har et dejligt plejecenter med et fantastisk og engageret personale, mange frivillige og et lokalsamfund, der bakker os op. Og så har vi selvfølgelig vores skønne beboere. Det ønskede vi at fejre, siger Margrethe Odland, der er områdeleder på plejecenter Bøgely.

Bøgely består af 20 boliger.

Sølvbrylluppet blev fejret med kransekage, bobler og en fest med flere retter mad om aftenen. Foto: Steen Don