I Vridsted står påsketræet ved indgangen til kirken. Foto: Henrik Bagge

FOTOS: Påsketræet med sin pynt

En perle af en idé fra Fly Aktive Kvinder har spredt sig til resten af Vestfjends

VESTFJENDS Fly Aktive Kvinder (FAK) lever igen op til det forpligtende navn med et initiativ, der forskønner hjembyen og samtidig aktiverer børn i en lidt lang coronatid.

Det handler om pudseløjerlig perlepynt til påske, og det var Heidi Mikaelsen Hvid, der sidste tirsdag slog Pia Laustsens idé op i byens facebook-gruppe.

Den gik ud på at lave æg af perleplader, som kunne hænges op i byens »fællestræ« ved vandværket, men hurtigt blev æg til både kyllinger, får og harer, som nu i dusinvis tynger fællestræet.

- Det var egentlig bare for at aktivere folk lidt her i coronatiden, men det er hurtigt gået fremad. Det er jo lidt hyggeligt, og jeg har da også selv været i gang sammen med min datter, afslører Heidi Mikaelsen Hvid.

Vridsted og Kjeldbjerg også med

Siden, de første perleplader gik i produktion, har FAK endda formået at lave en aftale med Hama i Nykøbing Mors, der er producent af både perler og plader og nu har doneret en ordentlig dynge af begge til formålet.

Perlerne er siden blevet pakket i mindre poser, som nu kan afhentes kvit og frit i den lille bod, som står ved indkørslen til Flyfabrikken.

I Vridsted var de kun en dag om at følge op på ideen fra Fly og har allerede dynget pænt med perlepynt på et farvestrålende træ ved indgangen til kirken.

Også i Kjeldbjerg er der gået påskepynt i den på torvets egetræ.

Der var det i første omgang Anna Lise og Aage Storgaard, der lagde materialer til, idet en bakke med påskeæg drejet i træ blev stillet frem til fri afhentning på deres adresse, så byens børn kunne hente et æg hver og dekorere det med farver.

Men siden har også trenden med perlepladepåskepynt vundet fodfæste her.