Med omkring 900 gæster gennem tælleapparaterne kunne Fjends Kunstforening notere sig den næststørste publikumssucces i Forårsudstillingens 41 år lange historie. Foto: Steen Don

Folk flokkedes til Forårsudstilling: - Det er nok den bedste, vi har haft nogensinde

Den er blandt de største af sin slags og udmærker sig ved, at kunstnere møder deres censorer

KUNST Gæster stod i kø i Stoholm Fritids- og Kulturcenter, da Fjends Kunstforening lørdag eftermiddag åbnede den årlige, censurerede forårsudstilling.

Den er en af Danmarks største af sin slags. I år deltog 135 kunsterne med 725 værker. Forårsudstillingen i Stoholm er blandt andet speciel derved, at alle værker bliver udstillet uanset censorernes vurdering, mens værker, der få bifald af censorerne, bliver udstyret med et mærke.

Udstillingen skiller sig også ud ved, at kunstnerne, de fleste amatører, får mulighed for at tale med censorerne om deres vækker.

- Der er mange rigtig gode værker med på udstillingen i år. Når jeg censurer dem, bruger jeg tid på at lytte til kunstnerne. Det gør, at jeg bedre kan censurere værkerne, fortalte kunstner og censor Birgit Elmon, Hørning.

- Det er en positiv udfordring for os at blive konfronteret med de mennesker, man gennem sin censur giver kritik, sagde kunstner og censor Bettina Winkelmann fra Aarhus.

De to vurderede blandt andre værker af Dingeman Buizer fra Vridsted, der havde seks værker med, og et par af dem blev mærket af censorerne.

- Der er en meget fin kontrast mellem rødt og blåt, og du har en meget fin lille tegning i hjørnet, sagde Bettina Winkelmann om et af Dingeman Buizers malerier.

- Her er farverne utroligt spændende. Der er mange lag i billedet, som jeg får lyst til at dykke ned i, sagde Birgit Elmon om et andet, og kunstneren smilede og nikkede.

- Jeg kan sagtens bruge jeres kritik. Jeg kan ikke være andet end enig med jer i det, I siger, sagde 70-årige Dingeman Buizer.

Han stammer fra Holland, men har de seneste 40 år boet sammen med sin kone Anne Mette i Skive og Vridsted. Han er uddannet lærer og har blandt andet undervist for FOF og AOF i Skive i både akvarel og tegning.

- Mine første malerier lavede jeg som forberedelse til min undervisning. I 2010 kom jeg i kontakt med et galleri i Viborg, som tog mine malerier ind til salg, fortalte Dingeman Buizer.

Hans udstilling i Stoholm var den første i nogle år, da han udøver sin kunst på en lidt speciel måde.

- Jeg maler på mange malerier på samme tid. Et af mine kendetegn er, at jeg maler med én farve ad gangen. Det betyder, at jeg for eksempel går med farven hvid fra det ene maleri til det andet. Dette maleri har jeg for eksempel malet på i seks år, fortalte kunstneren om værket »Dogfight«.

Og det var en formand for Fjends Kunstforening med armene højt i vejret, da det hele var overstået.

- Det blev en kanon udstilling, og det er nok den bedste, vi har haft nogensinde. Det er også det, vi hører fra gæsterne, lød det fra Jens Christian Vestergaard søndag aften.

Med omkring 900 gæster gennem tælleapparaterne og en god, jævn strøm af gæster begge dage, kunne man notere sig den næststørste publikumssucces i Forårsudstillingens 41 år lange historie.

- Der var næsten dobbelt så mange betalende gæster som sidste år, så det er fantastisk, sagde Jens Christian Vestergaard.

Man havde denne gang bundet an med en række ekstra tiltag ved siden af selve udstillingen. Det drejede sig blandt andet om små workshops, bogpræsentationer, kunstterapi, et spørgehjørne og en fotoudstilling.

Og også disse initiativer blev en stor succes, ifølge formanden.

- Det gik rigtig godt det hele, og i fotoklubben sagde de, at de aldrig har set noget lignende.

En violin af glas var blandt værkerne, der kunne ses i Stoholm i weekenden. Foto: Steen Don
Ansigt mod ansigt i Stoholm. Foto: Steen Don
Censor Bettina Winkelmann forklarer, hvad hun godt kan lide i Dingeman Buizers maleri. Dingeman Buizer fra Vridsted ses til højre, og i midten er det censor Birgit Elmon. Foto: Steen Don