I Kjeldbjerg tilbagelagde borgerne i gennemsnit 4,3 kilometer i Lokaldysten, og det rakte til en andenplads og en check på 5000 kroner. Foto: Viborg Kommune

Lokaldysten: Kjeldbjerg kom på podiet

Lillebyen i Vestfjends har motioneret sig til en check på 5000 kroner

FJENDS Mammen i Viborg Kommunes østlige del rykkede fra modstanderne, men ind på en flot andenplads kom Kjeldbjerg, da vinderen af Lokaldysten 2022 blev afsløret lørdag den 18. juni.

Det foregik på Nytorv i Viborg, hvor borgmester Ulrik Wilbek (V) overrakte en check på 7000 kroner til Mammen for førstepladsen, en check på 5000 kroner til Kjeldbjerg for andenpladsen og en check på 3000 kroner til Låstrup/Nr. Rind for tredjepladsen.

Der var pengepræmier til alle deltagende, så Knudby modtog 2000 kroner for en sjetteplads, Ravnstrup fik 1500 kroner for en 11. plads, mens man i Sparkær kunne glæde sig over 1200 kroner for en 14. plads.

Lokaldysten handler om at bevæge sig flest kilometer per indbygger i løbet af to timer på enten cykel, gåben eller i løb, og i Mammen havde borgerne i gennemsnit tilbagelagt 6,0 kilometer, mens det tal i Kjeldbjerg var 4,3 kilometer og i Låstrup/Nr. Rind 4,1 kilometer.

Og i det regnestykke er vel at mærke medregnet alle de af byens borgere, der ikke deltog i Lokaldysten.

I år har 18 byer deltaget i 16 løb, og sammenlagt blev der tilbagelagt 35.200 kilometer i Lokaldysten.