FODBOLD Der er både glæder og besvær ved at være anfører for et fodboldhold. Glæden opstår, når man har vundet en turnering og får pokalen i hånden - besværet kommer, hvis holdkammeraterne derefter benytter den glædelige lejlighed til at skyde propperne af et par champagneflasker og sigter efter anføreren.

Begge dele oplevede Mønsteds Kristian Svendsen lørdag eftermiddag efter finalesejren i Fjends Cup over Sparkær. Men det sidste var heldigvis ikke nok til at ødelægge det humør, det første havde medført. Sejren var nemlig Mønsteds første siden 1999, så det betød meget for Svendsen at kunne juble sammen med sit hold.

- Det betyder sindssygt meget. Det er ikke ofte, man kommer i finalen - nu er det 13 år siden, jeg sidst var det, så jeg ved om nogen, at der skal meget til. Mange ting skal gå éns vej, og det gjorde det heldigvis i år, hvor folk troede mindst på os, siger Kristian Svendsen, som har været det meste af Fjends rundt rent fodboldmæssigt.

- Jeg startede jo faktisk i Sparkær og har spillet her i ungdomsårene, men rykkede så til Mønsted. Jeg har også været i Stoholm, og for nogle år siden vendte jeg tilbage til Mønsted.

Den 34-årige anfører har om nogen den stolte turnering inde under huden.

- Fjends Cup har været en del af mit liv altid. Lige så længe, jeg kan huske. Fra jeg var 15 var det altid det her, man så frem til. Hver sommer var det Fjends Cup, siger han og peger på især én ting, som gjorde den afgørende forskel i år.

- Vores bredde. Vi har stillet med mange forskellige og har skiftet ind og ud i løbet af kampene, så vi var klar til finalen. Det, synes, jeg, man kunne mærke. Når det er fem kampe på 10 dage, har man brug for mange spillere.

Der var 426 tilskuere rundt om banen, og opbakningen til turneringen er noget, Kristian Svendsen sætter pris på.

- Det er jo det fede ved at være herude. Der kommer bare mange tilskuere, og så er det en fornøjelse at spille. Det er altid lækkert og giver lige de sidste 5-10 procent.

Legendestatus

Det var ikke Kristian Svendsen, der afgjorde finalen. Den ære tilfaldt i stedet Martin Egsgaard, som med et frisk langskud fra 40 meter bragte Mønsted på 2-0.

- Jeg så bare, han var langt ude. Og så havde han jo selv reklameret med, at han ikke har stået så meget, så jeg tænkte, den skulle have chancen - og så sejlede den ind, smiler han og erkender, det ikke er så tosset at få legendestatus.

- Nej, det lyder til, det er længe siden, Mønsted har vundet, siger Martin Egsgaard, der er 33 år og tilflytter fra Tarm.

- Jeg er skolelærer og læste i Sillkeborg, og så flyttede vi mod svigerforældrene, som bor i Mønsted. Så jeg har ikke fået Fjends Cup ind under huden som barn, men man bliver hurtigt grebet af stemningen, så det er ikke noget problem at sætte sig op.

Som sin anfører ser matchvinderen også bredden som afgørende.

- Det er en lang turnering, især de sidste to kampe, hvor vi spiller to gange 45 minutter. Men Kim (træner Kim Kirkeby, red.) har disponeret kræfterne godt, så vi har roteret rigtig meget. Så det er virkelig en holdindsats, siger Martin Egsgaard.

Han og holdkammeraterne skulle naturligvis fejre sejren med fest. Og det betød en ændring af dagens oprindelige plan.

- Jeg skulle have været taxachauffør for en nabo, der skulle hentes, men det har jeg fået aflyst. Jeg havde en aftale om, at hvis vi vandt, så kunne jeg slippe.