Per synger for Thora. Privatfoto

Minderigt: Lis og Per kom forbi

Den ene mødte sin fætter, da det populære ægtepar spredte glæde på Løgstrup Friplejehjem

LØGSTRUP Det endte med at blive en fantastisk eftermiddag, da Lis & Per for nylig besøgte Løgstrup Friplejehjem.

Siden friplejehjemmet åbnede i december 2020, har der på grund af corona kun været få arrangementer, men den elskede duo efterlod med deres velkendte sang og musik gode minder hos beboerne.

Tilfældigvis bor Pers fætter på Løgstrup Friplejehjem, og det blev til et glædeligt gensyn mellem familierne.

Men alle havde glædet sig til at holde en lille fest med ægteparret, der kommer fra Værum ved Randers og i deres karriere har samlet fulde huse, skabt stor begejstring og formidlet menneskelig varme til deres koncerter.

Og det gjorde de også i Løgstrup. Under koncerten gik Lis & Per således rundt blandt publikum og sang for beboerne, og det gav nogle skønne stjernestunder, når både gode og rørende minder blev bragt frem af »Jeg er sigøjner«, »Mølleåen« og kæmpehittet »Vore allerbedste år«.

I pausen havde køkkenpersonalet sørget for hjemmebagt kringle og dejlig rabarberkage, som beboere, pårørende, frivillige og personalet nød i fulde drag.

Det var en privat donation, der havde gjort det muligt at hyre Lis & Per, og alle ser allerede frem til det næste arrangement på friplejehjemmet, oplyser Gudrun Bjerregaard fra bestyrelsen.

Lis synger for Bertil. Privatfoto