Foto: Kammermusikvedfjorden.com

Det starter i dag: Kammermusik ved Hjarbæk Fjord

Dette års festival løber af stabelen den 4.-7. august

HJARBÆK Med en serie af koncerter omkring Hjarbæk Fjord præsenteres hver sommer kammermusik med nogle af landets bedste musikere i samarbejde med internationale stjerner.

Dette års sommerkoncerter finder sted i Viborg Musiksal, Taarup Kirke, Houlkær Kirke, Vorde Kirke, Skals Kirke og Lynnerup Kirke, oplyser Malene Eigenbroth, der er formand for »Kammermusik ved Hjarbæk Fjord«.

Og der kan man blandt andet opleve mesterværker som Mozarts Sinfonia Concertante, Lille Suite for strygere af Carl Nielsen og Mozarts Exsultate Jubilate med festivalorkestret og den ukrainske sopran Lilya Grevtsova. Hun er er lyrisk sopran, født i Kiev og har siden 2000 været solist ved Ukraines Nationale Operahus og vundet flere internationale priser.

Festivalen får også besøg af nogle af Sveriges mest anerkendte, unge musikere, der spiller kammermusik med danske kolleger, og en af Danmarks mest anerkendte oversættere af tysk litteratur, Jørgen Herman Monrad, vil holde et foredrag den 7. august som koncertintroduktion i Viborg Musiksal.

Foreningen Kammermusik ved Hjarbæk Fjord har eksisteret i fire år. Foreningens mål er at lave en festival med kammermusik på højt kunstnerisk niveau i Viborg Musiksal samt i kirkerne i de naturskønne omgivelser ved Hjarbæk Fjord til glæde for det lokale publikum.

Festivalen nyder stor opbakning i det lokale kulturliv, og en væsentlig del af det organisatoriske arbejde varetages af lokale ildsjæle, som bruger en stor del af deres fritid på en fælles interesse for kammermusik.

- Festivalen har på få år opnået stor opbakning og anerkendelse. Vi er også stolte af at begejstre et bredt publikum, som ikke nødvendigvis har lyttet til klassisk musik før, ved at fastholde et program på højeste kunstneriske niveau, samtidig med at publikum kan mærke, at kunstnerne brænder for det de laver, siger Malene Eigenbroth forud for festivalen.

Man kan se mere om festivalens program og musikere på kammermusikvedfjorden.com.