Arkivfoto

Badeforbud ophævet: Det er sikkert at bade ved Hjarbæk Strandpark igen

Man kan trygt hoppe i vandet, efter kvalitetskravene nu igen er overholdt

HJARBÆK Viborg Kommune målte i sidste uge et for højt indhold af enterokokker ved Hjarbæk Strandpark, og der blev derfor sat skilte op med besked om, at badning frarådes ved stranden.

Nu er skiltene fjernet, for badeforbuddet er ophævet, og det er igen trygt at hoppe i vandet ved Hjarbæk Strandpark.

Opfølgende prøver viser nemlig, at badevandet på stedet ikke længere har forhøjet indhold af fækale bakterier, og kvalitetskravene er dermed igen overholdt, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Kommunen foretager hvert år analyser af badevandet, som analyseres for indhold af E. coli (fækale colibakterier) og enterokokker (fækale enterokokker).

I løbet af badesæsonen vurderer man også løbende tilstedeværelsen af alger i forbindelse med badevandskontrol, men det er noget, som badegæsterne også selv skal holde øje med.

Algeforekomsten kan variere hurtigt afhængigt af vejrforholdene, hvilket gør det vanskeligt at få reelt billede af den aktuelle algeforekomst gennem prøveudtagning.

Men en tommelfingerregel siger, at man for at bade skal kunne se fødderne, når man står i vand til knæene.