Børnekoret i Løgstrup optrådte inden tøndeslagningen. Privatfoto

Fastelavn: Katten blev slået af tønden i Løgstrup

Med tørvejr og smuk, blå himmel var søndagen perfekt til tøndeslagning

LØGSTRUP Søndag var der fest for små og store udklædte gæster i sognegården i Løgstrup, hvor præst Jens Hald Videbæk bød velkommen med en fortælling om at være en superhelt hver eneste dag og ikke kun til fastelavn.

Han opfordrede til, at børnene skulle være superhelteagtige overfor andre også i hverdagen, og til børnenes store jubel kom præsten selv iført et supermandskostume, der passede til lejligheden.

Organist Henriette Hald spillede op til fællessang efter børnekorets fine optræden, og traditionen tro fulgte tøndeslagning og kåring af kattekonger og -dronninger.

Selv de voksne fik lov til at slå katten af tønden, og der var noget mere kraft bag slagene, når fædrene fik lov at prøve kræfter med tøndeslagning. De måtte dog til deres store skuffelse undvære slikposerne og »nøjes« med fastelavnsbollerne og kaffe.

Der var også præmier for bedste udklædning. I kategorien »Bedste udklædning 0-4 år« vandt verdens sødeste hjemmelavede luftballon.

Festen var arrangeret i et samarbejde mellem Løgstrup Borgerforening og menighedsrådet. Dagli’ Brugsen i Løgstrup og fritrolderi.dk var med til at sponsorere fastelavnsboller og præmier til bedst udklædte.

Præst Jens Hald Videbæk brugte sin udklædning som afsæt til at opfordre de fremmødte til at være lidt mere superhelteagtige i hverdagen. Privatfoto
Vinderen af kategorien »Bedste udklædning 0-4 år« havde svært ved at holde benene på jorden. Privatfoto