Jens Peter Støjberg og hans medarbejdere inviterer indenfor hos køerne på Frederiksdal. Privatfoto

Åbent Landbrug i Hjerk: Besøg røde køer i Salling

Søndag er årets store familiedag på landet, hvor man kan komme på gårdbesøg hos Jens Peter Støjberg

SALLING Søndag den 18. september er der igen mulighed for at komme helt tæt på landbrugets dyr og maskiner, når lokale gårde holder Åbent Landbrug.

Det er traditionen tro arrangeret som en familieudflugt til moderne landbrug, og i Salling/Fjends-området er det mælkeproducent Jens Peter Støjberg på Frederiksdal ved Hjerk, der byder indenfor i stalden med køer og kalve.

Her er en tur i majsmarken, smagsprøver fra Arla og klargøring af de flotte avlsdyr til dyrskue blandt dagens aktiviteter.

Formålet med Åbent Landbrug er at give alle, der har lyst, mulighed for at få svar på, hvor maden kommer fra, forklarer Søren Søndergaard.

Han er formand for brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer, der arrangerer det lokale gårdbesøg sammen med landboforeningen Fjordland og i samarbejde med blandt andet Arla, Landboungdom og 4H.

- Alle har en mening om det, vi spiser til dagligt, og i takt med at spørgsmål om klima, bæredygtighed og dyrevelfærd er noget, der aktivt diskuteres i forhold til fødevareproduktionen, er behovet for at se produktionen endnu mere vigtig. Vi tror på, at man kommer længst med en åben dialog. Derfor håber jeg, at flest mulige danskere har lyst til at bruge deres søndag på at besøge en lokal landmand, få frisk luft, se dyrene og forhåbentlig blive lidt klogere på, hvordan et moderne dansk landbrug ser ud, siger Søren Søndergaard.

Det hele er gratis og foregår søndag den 18. september klokken 10-16. Læs mere om arrangementet på aabentlandbrug.dk