Carsten Kissmeyer. Pressefoto
DEBAT Tekstilindustrien er meget bevidste om, at tekstilproduktion i betydeligt omfang har negative klimapåvirkninger. Det er kun under én procent af tekstiler produceret til tøj, der bliver genanvendt til nyt tøj. Størstedelen af brugt tøj bliver sendt til forbrænding.
For nylig besøgte jeg United Textile Group i Ikast. Koncernen arbejder hver dag for at gøre tekstilindustrien mere bæredygtig. Ved hjælp af en 3D-teknologi er målet at reducere antallet af fysiske prøver af tøj og dermed reducere CO2-udledningerne i tøjproduktionen. Jeg er stolt og imponeret over, at virksomheder i Region Midt- og Vestjylland hver dag arbejder for at omstille tekstilindustrien til at blive mere bæredygtig.
Under mit besøg hos United Textile Group blev jeg klogere på udfordringen i at genbruge tekstilfibre fra aflagt tøj. Tekstiler er i dag typisk en kompleks sammensætning af forskellige materialer (bomuld, uld og forskellige kunstfibre). Dette mindsker tøjets pris, men gør det næsten umuligt at skille dets fibre ad igen, så det kan genanvendes i nyt tøj.
Øger man investeringerne i genanvendelse af tekstiler, er der mulighed for at spare op til 4 millioner tons CO2-udledninger og endda skabe 15.000 nye arbejdspladser i Europa. Det vil dog kræve, at indsamling af gammelt tøj og tekstiler øges markant. Det har EU heldigvis sikret, da alle EU-lande fra 2025 skal sørge for, at tøj og tekstilaffald sorteres og indsamles. I Danmark har vi besluttet, at danske husholdninger skal begynde senest i juli 2023, mens virksomheder allerede skal i gang i januar 2023.
Men indsamling i sig selv løser ikke udfordringerne med genbrug af tekstiler. Frederik Møller fra United Textile Group afprøver en anden vej ved kun at bruge naturlige materialer med et endemål, at tøjet kan gå tilbage til naturen f.eks. via et biogasanlæg.