Glæden var stor, da borgerforeningen i Højslev Kirkeby nåede 600.000 kroner efter en donation fra Salling Fondene, som føtex i Skive indstilede til. Med checken ses Dorrit Tranberg fra borgerforeningen. Privatfoto

Højslev Kirkeby: Borgere har skaffet 600.000 kroner til legeplads

Flere fonde har bidraget til fornyelse af landsbyen i Nordfjends

BYFORNYELSE Højslev Kirkeby bliver en bedre by at bo i næste år.

Det skyldes, det er lykkedes Højslev Kirkeby og Omegns Borgerforening at indsamle 600.000 kroner til en ny legeplads ved forsamlingshuset.

- Vi får en ny legeplads og et samlingssted, hvor den gamle legeplads ved forsamlingshuset lå, fortæller Dorrit Tranberg fra borgerforeningen.

Virksomheden Maxplay skal levere og opsætte redskaber og et madpakkehus. Borgere i Højslev Kirkeby skal gøre arealet klar til arbejdet.

- Vi har bedt Maxplay om at sætte redskaberne op, så vi er sikre på, at redskaberne kommer til at fungere på en sikker måde. Maxplay har masser af erfaring med at opsætte offentlige legepladser, fortæller Dorrit Tranberg.

Legepladsen bliver for alle aldre. Der kommer redskaber, som voksne kan bruge til motion.

Etableringen af legepladsen går i gang i det nye år.

- Vi er meget glade for, at vi er kommet i mål med indsamlingen af penge til den. Det bliver rigtig godt, lover Dorrit Tranberg.

Skive Kommunes Landsbyudvalg, Nykredits Fond, Norlys Vækstpulje og lokale virksomheder har blandt andre bidraget. Senest gav Salling Fondene 65.000 kroner efter indstilling fra føtex i Skive.

- Det er fantastisk at se, hvordan folk i et lokalområde som Højslev Kirkeby tager initiativ til at forny og forbedre deres sted, som de har gjort. Det betyder også meget for vores indstilling, at projektet er stærkt forankret lokalt, siger Michael Carlsen, varehuschef i føtex i Skive.

Siden 2018 har Salling Fondene støttet lokale ildsjæle som dem i Højslev Kirkeby gennem føtex-varehusene med knap 15 millioner kroner.

Salling Fondene er eneejer af Salling Group, som omfatter bl.a. føtex, Netto, Bilka, BR og Salling-stormagasiner.