Foto: Jacob Mackenhauer

Fodbold: Sparkær alene på toppen

Fodbold, serie 3 herrer, Ørslevkloster - Sparkær 1-3 (0-1)

FODBOLD I optakten til onsdagens kamp i Ørslevkloster skrev vi, at det for Sparkær-spillerne handlede om at holde hovedet koldt og benene på jorden efter den flotte start med tre sejre.

Det gjorde de i den grad med en ny koncentreret indsat, der kastede en 3-1 sejr af sig.

- Det gik sgu godt, lød det indledende fra træner Poul Vistisen dagen derpå.

- Og det var mod en god modstander, men jeg synes, vi var bedre i aftes. De første 20 minutter var lige med ØK mest på bolden, men herefter begyndte vi at få spillet sat bedre sammen, og vi udnyttede de fejl, som ØK lavede.

Efter 38 minutter gav det pote, da Kasper Møller bragte Sparkær foran 1-0 efter noget pres i ØK-feltet, hvor Mads Trærup Johansen spillede bagud til Møller, der scorede. Det blev da også stillingen ved pausen.

Sparkær fik en forrygende start på 2. halvleg, da Daniel Brøns brød igennem efter blot 3 min. og øgede til 0-2. Det blev 0-3 i det 63. minut igen ved Kasper Møller, der steg op ved bagerste stolpe og headede i mål.

Herefter skiftede Vistisen Kasper Møller og Oliver Andersen ud, og det gav hjemmeholdet et overtag i de sidste minutter, men reduceringsmålet ved Martin Jørgensen kom først i dommer Jan Thordal Jørgensens tillægstid af en kortløs kamp.

- Vi fik sat det samme udtryk som i kampen mod Tjele Vest Sport, og alle mand kæmpede hele vejen igennem. Vi fik sat nogle gode angreb sammen og forsvaret stod godt, selv om jeg havde rokeret lidt. Jeg har spillere, der kan sættes ind på forskellige pladser, og det er en kolossal styrke. Der var smæk på drengen, og spillerne fik lov at gå til hinanden, men jeg kunne godt have efterlyst et gult kort til ØK, siger en glad Poul Vistisen efter den 4. sejr i 4 kampe.

Han så kampens Vinkel Bioenergi Liga spiller Alexander Møller og Frederik Andersen dele stemmerne efter kampen.

Sparkærs næste kampe er ude mod Sallingsund FC lørdag den 23. april kl. 15.30.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra ØK-træner Erik Nygaard.