Sinna Maagaard tager sig igen af gymnastikken i Sport på Tværs hver torsdag fra klokken 9.30. Arkivfoto

20 års jubilæum: Sport på Tværs rykker igen

Den 1. september starter vintersæsonen med et væld af aktiviteter

STOHOLM Sport på Tværs i Stoholm er klar til at starte den nye sæson torsdag den 1. september klokken 9.30 i Stoholm Fritids- og Kulturcenter.

- Vi håber at se rigtig mange af vore meget trofaste medlemmer, men vi håber også at se mange nye, der kunne tænke sig at benytte vore aktiviteter, som vi har året rundt, lyder det på forhånd fra formand Mogens Nielsen.

Sport på Tværs har igen som centrum den populære gymnastik med Sinna Maagaard som instruktør, men der bydes også på ringo, bowls, bob, badminton, krolf, kroket, stavgang og mandagsgåture på cirka fem kilometer.

Sport på Tværs råder også selv over et stort billard- og poolrum med i alt fire borde, og man kan som medlem af Sport på Tværs benytte hallens motionsrum hver torsdag formiddag.

Sport på Tværs har også rejser på programmet, som arrangeres i samarbejde med Sørens Rejser og er meget populære. Det drejer sig om to éndagsture samt en tredages tur rundt i Danmark.

Mogens Nielsen understreger, at Sport på Tværs er for alle.

- Er du arbejdsledig, efterlønner, pensionist eller har fri på nogle af de dage, hvor vi har aktiviteter, kan du sagtens deltage, lyder opfordringen.

Har man ikke deltaget før, er den første gang gratis, og man er også meget velkommen til blot at kigge ind i hallen for at se, hvad de laver, hvis man er nysgerrig.

Og så har Sport på Tværs faktisk været i gang så længe, at man nu kan fejre 20 års jubilæum.

Den 5. september 2002 valgtes således den første bestyrelse bestående af Erik Bisgaard, Else Pedersen, Lis Jørgensen, Henry Vestergaard og Bent Vind, og dagen bliver markeret den sidste torsdag i september.

Sport på Tværs byder på masser af forskellige aktiviteter. Arkivfoto