Gospelkoret Happy Voices er fra Viborg, men har en dirigent fra Stoholm. Privatfoto

Sognebørnene har selv bestilt det: Gospelbrag i Kobberup Kirke

Koret »Happy Voices« fra Viborg har en dirigent fra Stoholm

KOBBERUP På et tidspunkt bad Kobberup Menighedsråd deres sognebørn om input til, hvad kirken kunne bruges til udover de traditionelle kirkelige handlinger.

Øverst på ønskelisten stod gospel-koncerter og rytmisk musik, og derfor inviterer menighedsrådet nu til koncert med det store gospel-kor »Happy Voices« fra Viborg mandag den 5. september klokken 19.30 i Kobberup Kirke.

Happy Voices byder på en god blanding af moderne og traditionel gospel samt egne arrangementer af sange, som ikke nødvendigvis betegnes som gospel, men som stadig har et budskab, der rækker ind i dens glæde og positivitet.

Repertoiret strækker sig fra de helt store gospel-brag med fuld smæk på til de stille numre, som inviterer til refleksion og fordybelse.

Altså bliver der plads til hele spektret af følelser undervejs, og det er noget af det, som gør en gospelkoncert med Happy Voices helt speciel.

Til koncerten kan man glæde sig til numre som »My World Needs You right now«, »Happy« og korets egen fortolkning af Beatles-klassikeren »Let It Be«.

Happy Voices består af både kvinder og mænd, som synger tre- og femstemmigt, med og uden solister.

Korets dirigent gennem de seneste 13 år er Nina Poulsen. Hun er selvlært ud i korledelse og kan ikke læse noder, men hun har et fantastisk øre for musik og styrer koret igennem med fast og kærlig hånd. Nina er fra Stoholm og har tidligere sunget i Stoholm og Kobberups kirkekor.

Korets pianist, Casper Schriver, er sin unge alder til trods utroligt talentfuld på et klaver. Han spiller så både englene og gospelkoret slet ikke kan lade være med at synge.

Happy Voices gospelkor har fast base i Søndermarkskirken i Viborg, hvor de øver hver mandag aften. Koret har mere end 25 år på bagen og har udviklet sig fra et lille hyggekor til et nu 40 mand stort kor.

Ambitionen om at levere et godt produkt er i højsædet, men det er i høj grad også vigtigt at have det sjovt imens. Og det kan både ses, høres og mærkes helt derind, hvor det virkelig gælder.

Kobberup Menighedsråd glæder sig til at opfylde sognebørnenes ønske og byder alle velkomne til koncerten, der er gratis og uden tilmelding.