Kristian Pihl Lorentzen (V) genopstiller ikke til Folketinget ved næste valg. Foto: Martin Ballund

Farvel og tak: Pihlen genopstiller ikke

Kristian Pihl Lorentzen (V) vil stadig blande sig i debatten efter 29 år i politik

POLITIK Det har krævet moden overvejelse og drøftelse med det politiske bagland, men nu har Kristian Pihl Lorentzen fra Ans taget beslutningen: Han genopstiller ikke til Folketinget.

Kristian Pihl Lorentzen er uddannet major i Forsvaret, men har de seneste 29 år været i politik - heraf 12 år som medlem af byrådet i Kjellerup Kommune og knapt 18 år som folketingsmedlem.

Ved det seneste folketingsvalg fik han 4595 personlige stemmer. Det betød, at han fik en fjerdeplads blandt V-kandidaterne i Vestjyllands Storkreds.

Det rakte dog ikke til genvalg på grund af Venstres tilbagegang fra fem til tre mandater i storkredsen.

Kristian Pihl Lorentzen mener, at nye kræfter nu må tage over.

Kristian Pihl Lorentzen er i dag førstesuppleant for Venstre i Folketinget, og han er klar, hvis der er et folketingsmedlem i partiet, der falder fra.

Selvom Lorentzen ikke genopstiller, så vil han fortsat blande sig i debatten.

Kristian Pihl Lorentzen håber, at have 10-15 år mere på arbejdsmarkedet. Han har dannet virksomheden Kristian Pihl Consult, der beskæftiger sig med politisk interessevaretagelse (public affairs, red.), politisk kommunikation, foredragsvirksomhed og professionelt bestyrelsesarbejde.