Historiker Henning Ringgaard Lauridsen. Privatfoto

Lokalhistorisk generalforsamling: Historiker holder foredrag

Henning Ringgaard Lauridsen beretter om 300 års slægtshistorie

LØGSTRUP Lokalhistorisk forening for Løgstrup og Omegn afholder ordinær generalforsamling tirsdag den 18. april klokken 19.30 i Løgstrup Hallen.

I forbindelse hermed kan man høre foredraget »Et stykke danmarkshistorie oplevet gennem vestjyske familiers hverdag gennem 300 år« af historiker Henning Ringgaard Lauridsen.

Han udgav 2019 bogen »Ved jorden at blive«, en vestjysk slægts- og danmarkshistorie 1661-1984 om jævne mennesker, der på egen krop og sjæl oplevede de afgørende forandringer i samfundet.

De ældste slægtsled levede nøjsomt som fæstehusmænd, en ny tid kom med de store landboreformer, og efter dem fulgte de folkelige bevægelser med politik og religiøse vækkelser, hvilket gav folk en ny bevidsthed. Bondekulturens opløsning og velfærdssamfundets fremvækst kom til at forme hverdagen for de sidste to generationer.

Henning Ringgaard vil særligt have fokus på begivenheder fra nyere tid, så mange vil sikkert kunne nikke genkendende til tidsbilleder fra tresserne og halvfjerdserne, hvor tusindvis af bondebørn forlod landbruget for at søge over i andre uddannelser og erhverv.

»Ved jorden at blive« er en vestjysk slægts- og danmarkshistorie 1661-1984. Pressefoto