Arkivfoto

Fodbold: Stoholm åbnede foråret med sejr

Fodbold, serie 4 herrer, Højslev Station-Stoholm IF 1-3 (1-0)

STOHOLM Stoholm IF-Fodbold åbnede serie 4-sæsonen med en 3-1 udesejr over naboerne fra Højslev Station i lørdagens dyst, der blev fløjtet op lige over middag. På en solbeskinnet dag var sejren fortjent, men SIF’erne var udfordret undervejs, så derfor var sejren kærkommen, da dommer Hans Jørgen Rasmussen fløjtede den kortløse kamp af.

De første 45 minutter var som sådan meget lige, men det var værterne, der kom i front halvvejs, og ved den scoring var Stoholms debuterende målmand Peter Vesterager ikke helt sagesløs. Det skal dog retfærdigvis siges, at han i den grad var SIF-Fodbold en god sidste skanse, da det for alvor brændte på et par gange i 2. halvleg. Men der blev ikke scoret yderligere i 1. halvleg, så hjemmeholdet var i front, da der blev fløjtet til pause.

Det var ikke kun på målmandsposten, at der var debut lørdag – det gjaldt også på trænerposten, hvor den mangeårige SIF’er Lasse ”Fynbo” Pedersen har overtaget tøjlerne. Han må sammen med spillerne have fundet den helt rigtige formel i pausen, for gæsterne kom ud som forvandlet og sad fuldstændig på de første 20 minutter, hvor Højslev Station stort set ikke var over midterlinjen. Men det lignede en af de kampe, hvor det kunne være svært at få bolden i nettet, for der blev undervejs brændt store chancer.

Pludselig var der dog gevinst, da hårdtarbejdende Andreas Rauff tæt under mål fik skubbet bolden i nettet efter klumpspil i forlængelse af et hjørnespark. Ganske kort tid efter fik Nicolaj Christensen akkurat tid nok på kanten af feltet, og så satte han bolden sikkert ind via den ene stolpe, og så var matchen tippet rundt.

Det betød dog også, at udeholdet – måske ubevidst – slap presset end smule, og det gav en tæt afslutning, hvor Højslev bød ind på en udligning. Men det var her, at Peter Vesterager først diskede op med en glimrende redning ved stillingen 1-2 – og senere gentog han det ved stillingen 1-3 til Stoholm. For unge Lucas Bach fik nemlig med omkring 10 minutter tilbage sendt bolden i nettet, og det gav altså en 3-1 føring – mere skete der ikke målmæssigt, så derfor kunne SIF’erne glæde sig over tre point i forårsåbneren.

I den kommende runde gælder det et møde med Alhedens (Frederiks) – de er nedrykkere fra efterårets serie 3. Der er kampstart på Karlsen Arena i Stoholm på fredag d. 1. april klokken 18.00.