Henriette Nielsen (th) startede »best by Henriette« i andre lokaler i Vestergade i 2011, men de sidste otte år er varerne blevet langet over disken her i Vestergade 1, hvor det fra den 1. oktober er Kit Bach (tv), der tager tøjlerne. Privatfoto

Navnet bibeholdes: Best by Henriette får ny indehaver

Fra den 1. oktober står Kit Bach bag disken, når hun overtager forretningen fra Henriette Nielsen

DETAIL »Best by Henriette«, der har adresse i Vestergade i Stoholm, får ny ejer. Det kunne indehaver Henriette Nielsen oplyse i et facebookopslag onsdag.

Butikken, der gør i lækkerhed indenfor drikkevarer, delikatesser og brugskunst, bliver per 1. oktober overdraget til Kit Bach.

Hun vil drive forretningen videre i samme navn som hidtil, og hun beholder også Rakel Skullerud Hansen som ansat i butkken.

Kit Bach er en Stoholm-pige med nuværende bopæl i Lånum, og Henriette Nielsen kender hende vældig godt i forvejen.

- Hun er serviceminded, imødekommende og dygtig, og så har hun en personlighed, der matcher »best by Henriette« perfekt, lyder karakteristikken af den kommende indehaver fra den nuværende.

De to har i fællesskab købt ind til både efterår og jul, og for at skabe plads til de nye varer, vil de næste par uger byde på gode tilbud fra butikken, ligesom en reception er under opsejling for at fejre overdragelsen.

Trækker sig efter sygdom

Henriette Nielsen blev for et par år siden ramt af en blodprop i hjernen, og hun har måttet indse, at kræfterne ikke rækker til at varetage opgaverne i butikken i det omfang, det kræves som selvstændig.

- Det har været en svær erkendelse at nå dertil, og det har aldrig været mit ønske at skille mig af med butikken, som er god og sund. Men sådan må det være nu, og jeg har en rigtig god fornemmelse ved at lade Kit drive den videre i samme ånd, lyder det fra Henriette Nielsen.

Hun vil i en overgangsperiode hjælpe den nye indehaver godt på vej med råd, vejledning og sparring, så butikken kan føres videre med det samme, store udvalg og de samme kreative løsninger som hidtil.

- Jeg glæder mig til at følge Kit og butikken fremover, og jeg håber af hele mit hjerte, at folk fortsat vil støtte »min« lille butik lige så loyalt og fantastisk, som de har gjort i de sidste 11 år, lyder det på falderebet fra Henriette Nielsen.