Løgstrup og Omegns Lokalarkiv vil gerne have personerne på dette billede til at passe med følgende navne fra kirkebøgerne. Fra Vorde Sogn er der tale om Johan Emil Christensen, Knud Gjørtler Jensen, Niels Kristiansen Lundsgaard, Bent Lund Fredriksen, Mads Christian Kongsgaard Lund, Knud Bredgaard Jensen, Kristian Laustsen, Niels Christian Skov, Ejvind Trangbæk, Bodil Grethe Sørensen, Grethe Marie Nielsen, Johanne Skov og Amanda Amalie Pedersen. Fra Fiskbæk Sogn er der tale om Erik Præstgaard Andersen, Albert Albrechtsen, Thomas Ørum Sørensen, Erik Nørgaard Jensen, Erna Kirstine Christensen, Henny Andersen, Jenny Marie Offersen, Ruth Margit Olsen, Elin Sørensen, Jenny Marie Pedersen, Betty Kristensen, Lilly Bertelsen, Grethe Laurberg Knudsen og Maren Vestergaard. Fra Romlund Sogn er der tale om Svend Aage Tougaard, Jens Sigfred Tinghøj, Karl Fruergaard Jensen og Anna Margrethe Secher. Foto: Løgstrup og Omegns Lokalarkiv

Efterlysning: Hvem er de unge mennesker?

En lempelse af persondataloven gør det nu muligt at få sat navne på gamle billeder af konfirmander

LØGSTRUP Hvem står hvor?

Det vil de gerne vide på Løgstrup og Omegns Lokalarkiv, der har sendt avisen et billede af et hold konfirmander fra krigens tid.

Håbet er, at enten nulevende fra billedet eller pårørende til dem kan hjælpe med at identificere de smukke, unge mennesker.

Det var i 1944, at disse piger og drenge fra henholdsvis Vorde, Fiskbæk og Romlund blev konfirmeret og efterfølgende foreviget foran præstegården i Vorde.

Her var Johannes Jensen præst i de tre sogne i årene 1942-1953 og ses yderst til højre på billedet.

Løgstrup og omegns Lokalarkiv har været i kirkebøgerne og fundet frem til navnene på de tre sognes konfirmander, så man mangler bare at få dem fordelt på ansigterne.

Så er der blandt læserne nogle, som genkender en eller flere af personerne, hører arkivet meget gerne nærmere.

Indtil for nylig har det på grund af persondataloven ikke været muligt for Sammenslutningen af Lokalarkiver at publicere konfirmations- og skolebilleder med navne på arkiv.dk.

Men nu er der sket en lempelse, hvis blot billedet er mere end 20 år gammelt.

- Det skyldes, at konfirmation nu ikke længere har betegnelsen en »religiøs handling« men en »kulturel begivenhed«, og så må man godt, fortæller arkivleder Flemming Dollerup.