Niels Sønderby. Arkivfoto
Foredrag: Drillepind og inspirator hylder ildsjæle i Mønsted
Idrætsforeningen er vært for en aften, hvor de frivillige hyldes i stor stil
Niels Sønderby. Arkivfoto
Idrætsforeningen er vært for en aften, hvor de frivillige hyldes i stor stil
13. april 2023, 10.31
MØNSTED Han er idemager, motivator og manden bag et hav af foredrag, som flere end 500 virksomheder tidligere har booket.
Han er også vært på podcasten »Yes, det er fredag?«, hvor han har talt med blandt andre Joan Ørting, Peter Ålbæk, Mia Wagner, Søren Vester, Kristian von Hornsleth og Ulrik Wilbek om opskriften på held og succes.
Og fredag den 14. april kommer han til Østfjendshallen i Mønsted for at hjælpe med at hylde idrætsforeningens mange frivillige, trænere, ledere og udvalgsmedlemmer, der bruger en stor del af deres tid i foreningens interesse.
Niels Sønderby er navnet på den kendte inspirator og drillepind, der med en krøllet hjerne og humor får vendt tingene på hovedet, så man kan grine af egne, dumme vaner og sammen nå frem til, hvorfor man er ildsjæl og ikke brandslukker.
Det drejer sig også om at få sagt tak til alle de andre frivillige, der med et smil hjælper til med stort og småt, og ikke mindst om, hvordan vi får nye frivillige med.
- Der er ingen bagkant på denne aften. Vi har både nogle til at klare maden og folk i baren, og playlisten er også næsten færdig, lyder det på forhånd fra Frank Mikkelsen, der udover at være halinspektør også er kasserer og sekretær i Mønsted IF.
Viborg Idrætsråd har i øvrigt også meldt sin ankomst med en hyldest til de lokale frivillige.