KLIMA Pyrolyse og biokulsyntese lyder mere af videnskab og fysiklokale end af landbrug og pløjemark.

Men ikke desto mindre er pyrolyse og biokul højaktuelt for det danske landbrug i jagten på reduktion af CO2-udledning.

Pyrolyse er en kemisk spaltning af et materiale ved hjælp af varme uden tilførsel af ilt. Du kender det fra dine grillkul, som er pyrolyse: Træ, der ved en kontrolleret forbrænding tilføres varme uden ilt, hvorved træet omdannes til trækul, er et eksempel på pyrolyse.

Pyrolyseprocessen er interessant i en landbrugskontekst, fordi man kan bruge pyrolyse som klimavirkemiddel. Når man pyrolyserer, bindes CO2’en i fast form, og dermed er det muligt at reducere udledningen.

I dag kommer en stor del af landbrugets udledning af CO2 eksempelvis fra halm, som bliver nedmuldet i jorden, hvor det rådner og CO2’en gradvist siver op i atmosfæren som drivhusgas.

Binder man i stedet CO2’en, vil klimabelastningen fra landbruget reduceres mærkbart: Hvis man pløjer biokul ned i jorden i stedet for halm, så bliver det der – nogle siger i 500 år, andre siger i 1.000 år – og dermed er pyrolyse i praksis med til at trække CO2 ud af atmosfæren.

Planterne optager CO2, når de vokser, og man deponerer CO2’en i jorden som kul bagefter.

Pyrolysen har potentiale til at neutralisere halvdelen af landbrugets udledninger af drivhusgasser, mener Landbrug & Fødevarer.

Og derfor har organisationen nedsat et pyrolysenetværk, hvor man arbejder med at kommercialisere pyrolyse af restbiomasse fra landbruget. Det kan være slam, pulp eller halm eller noget helt tredje, som både giver mening i en klima- og miljømæssig hensigt, og som faktisk også bidrager positivt til landbrugsproduktionen, fordi den biokul, som kommer ud af pyrolysen, kan virke jordforbedrende.