Der var også musik på programmet, da eleverne på Sparkær Skole havde inviteret til fernisering på den kunst, de har lavet med projektet »Skoleven«. Privatfoto

Skolevenner: Elever optrådte til fernisering

På Sparkær Skole er eleverne blevet parret på tværs af årgangene og har sammen lavet kunst inspireret af Asger Jorn

SPARKÆR Siden august har Sparkær Skoles elever haft deres helt egen »Skoleven«, et koncept udtænkt og iværksat af lærerne på skolen.

Eleverne er således hver især blevet parret med en makker på tværs af årgange og klasser.

Denne skoleven har så været ens makker til forskellige aktiviteter, det være sig makkerlæsning, gå-makker eller makker i forskellige fag som matematik, engelsk, dansk og billedkunst.

Inspirationen fra Asger Jorn er tydelig i mange af de værker, der er kommet ud af projektet »Skoleven« på Sparkær Skole, hvor elever på tværs af årgangene er blevet parret sammen to og to i blandt andet billedkunst. Privatfoto

Formålet er, at man gennem bedre kendskab til andre får flere relationer og på den måde bedre trivsel på skolen og i fritiden.

»Kendskab giver venskab,« som man siger i Sparkær, og eleverne har taget godt imod konceptet.

- Det er skønt at se eleverne arbejde sammen på tværs af årgangene. De store elever viser stor omsorg for de små, og de små lærer meget af de store, siger Flemming Wilkens, der er pædagogisk leder på Sparkær Skole.

Inspireret af Jorn

Torsdag i sidste uge var der så inviteret til fernisering på Sparkær Skole for alle interesserede.

Skolevennerne har nemlig i billedkunst sammen lavet billeder i et projekt inspireret af Asger Jorns kunstværker.

Eleverne på Sparkær Skole fik først en indføring i Asger Jorns kunst, inden de selv gik i gang med at kreere. Privatfoto

Under projektet fik eleverne først et indblik i Jorn og hans værker, og herefter skulle Skolevennerne selv lave et værk sammen, hvilket krævede god forståelse og indsigt i hinandens stærke og svage sider.

De flotte billeder blev på fornem vis vist frem for de mange fremmødte, og de stolte kunstnere modtog stor ros for deres værker.

Undervejs var der også et musikalsk indslag fra skolens 0.-2. klasser og desuden en sang fremført af alle skolens elever.

Inspirationen fra Asger Jorn er tydelig i mange af de værker, der er kommet ud af projektet »Skoleven« på Sparkær Skole, hvor elever på tværs af årgangene er blevet parret sammen to og to i blandt andet billedkunst. Privatfoto