Det Jyske Danseorkester er vant til at give den gas, når det store ensemble er ude for at træde op. Arkivfoto

Kringle, æblekage og hønsekødssuppe: Lions holder pensionistfest i Stoholm

Det er ingen aprilsnar, når løverne inviterer vore ældste medborgere til gilde med dans den 1. april

STOHOLM Der er noget at se frem til for de af vore medborgere med flest år på bagen, når Lions Club Fjends lørdag den 1. april inviterer til pensionistfest i Stoholm Fritids- og Kulturcenter.

Med velkomst klokken 13.30 står den på underholdning og spisning hele eftermiddagen, og Ejvind Jakobsen fra Lions Club Fjends oplyser, at det går fint med billetsalget til arrangementet, som sidste år havde deltagelse af omkring 150 pensionister, da det blev afholdt i Østfjendshallen.

Der vil også blive gjort opmærksom på det til Sport på Tværs, hvor Stoholm Fritids- og Kulturcenter tager imod tilmeldinger om torsdagen, ligesom der er sendt indbydelser ud til områdets ældre- og plejecentre.

Dagen byder på underholdning ved Det Jyske Danseorkester ad to omgange, hvor der efter en pause med kaffe, kringle og æblekage også er lagt op til, at der skal danses til musikken.

Dagen rundes af med hønsekødssuppe, og der er sidste tilmelding til pensionistfesten søndag den 26. marts, hvor man gerne må oplyse om eventuel diabetes og glutenallergi (se annonce i sidste uges avis).

Løver går i frø

Det er imidlertid ikke det hele i Lions Club Fjends, der handler om fest.

Den velgørende organisation gør sig blandt andet også udi salg af gødning, kalk og blomsterfrø for at få håret til at gro på grønsværen, og dén blomstrende forretning er p.t. på sit højeste.

Mange kunder har allerede bestilt sager til haven, og Ejvind Jakobsen oplyser, at gødning bestilt inden den 13. marts vil blive leveret på hjemmeadressen lørdag den 18. marts klokken 10-16 af gødningsspredere i skikkelse af Lions´ egne medlemmer.

Har man ikke fået bestilt gødning og kalk inden den 13. marts kan man altid selv hente den hos Hans Nielsen i HH Trælast og Byggecenter.

For dem, der er træt af at slå græsplanen eller bare ønsker biodiversiteten hævet i haven, er Lions´ blomsterblandinger den lette vej at gå, og den slags kan man altid erhverve hos Butik Bente i Nørregade.

En pose med 15 forskellige arter lige fra jomfruskørt til brudeslør kan dække omkring 10 kvadratmeter og vil blomstre i 50-60 dage.