STOHOLM Opbakningen var enorm, da fem rene pigegrupper fredag aften dystede mod og med hinanden på Stoholm Festuges teltscene i en lokal udgave af MGP.
I et professionelt setup med lyd og lys i topklasse var deres kald blevet hørt i en sådan grad, at det store telt var pakket til sidste kvadratmeter med søskende, forældre, bedsteforældre, klassekammerater og andet godtfolk, der blev draget af de lokkende toner fra kendte MGP-sange udsat for unge fjandboers stemmer.
Holdene, der talte mellem tre og seks piger i aldersklassen 1.-5. klasse, skiftedes til at indtage scenen i et kompakt og kontant show, der sluttede med en fællesdans, som pigerne havde øvet koreografi til sammen med instruktørerne Kirsten Marie Ulstrup og Jane Østergaard.
Det kulminerede, til pigernes store overraskelse, da nogle konfettikanoner fra begge sider af scenen sendte byger af glitter og glimmer ind over deltagerne, der hele vejen havde været dygtige til at bakke hinanden op backstage, så alle fik en mindeværdig oplevelse ud af det.
Festugens store telt var fyldt til sidste plads, da fem teams gav den gas til festugens MGP. Foto: Henrik Bagge
Den havde ikke fået for lidt fra glimmerdåsen blandt deltagerne i Stoholms MGP. Foto: Henrik Bagge