Niels Kjær Sørensen. Arkivfoto

Stoholm Festuge: Syngende landmand indtager torvet

Niels Kjær Sørensen er tilbage i Stoholm, når handelsstanden torsdag holder open by night

FESTUGE Vi lærte ham at kende, da han sang og spillede sig vej ind i vore hjerter gennem sin medvirken i »Landmand søger kærlighed«, og når Stoholm Handelsstandsforening torsdag holder Open by night i Vestergade, kan du igen opleve Niels Kjær Sørensen helt tæt på.

Klokken 18-22 vil »den syngende landmand« on and off spille en masse af sine egne, enkle fortolkninger af både klassiske country-sange og numre af Kim Larsen, Lars Lilholt og Shubidua.

Mere end 15 års erfaring

Landmand Niels Kjær Sørensen fra Nr. Søby søgte og fandt kærligheden gennem sin medvirken i det populære tv-program »Landmand søger kærlighed«, men han har faktisk også mere end 15 år på bagen som spillemand, hvilket man senest kunne nyde i Stoholm til flæskefesten tilbage i foråret.

Og mon ikke, der også bliver plads til et par af hans humoristiske anekdoter fra sin medvirken i »Landmand søger kærlighed«.

I øvrigt kan man allerede onsdag nyde en dejlig røst, når menighedsrådet i forbindelse med Stoholm Festuge afholder sangaften i kirkecentret, hvor menighedsrådet er vært ved en forfriskning i pausen.