Hedens Efterskole skal atter ud og lede efter en ny forstander. Den tredje i løbet af skolens mindre end tre-årige levetid. Arkivfoto

Sydfjends: Hedens Efterskole skal have ny forstander

Nuværende leder er sagt op med udgangen af oktober

UDDANNELSE Hedens Efterskole skal atter have ny forstander.

Bestyrelsen for efterskolen har opsagt den nuværende forstander, Finn Mester-Christensen, med udgangen af oktober.

Finn Mester-Christensen blev ansat som forstander for halvandet år siden.

»Han har siden formået, sammen med en flok dedikerede medarbejdere, at drive skolen i en god retning, således at Hedens Efterskole nu står et helt andet sted med styr på den daglige drift. Finn har virkelig vist, at han kan agere i kaos, pressede og turbulente situationer. Imidlertid vurderer bestyrelsen for Hedens Efterskole at der fremover er brug for en anden ledelse«, lyder det i en pressemeddelelse fra Hedens Efterskole.

Skolen tilbyder et særligt hensyntagende miljø og en mindre skole til unge, der har behov for lidt ekstra ro. Efter sommeferien begyndte 76 elever på skolen, og en del stod på venteliste.

Bestyrelsen for Hedens Efterskole er straks gået i gang med at finde en efterfølger, lyder det i pressemeddelelsen.