Pressefoto
Strikkebogscafé: Få styr på ret og vrang
Stoholm Bibliotek er tilbage på pinden med inspiration til din strikning
Pressefoto
Stoholm Bibliotek er tilbage på pinden med inspiration til din strikning
04. september 2023, 09.37
STOHOLM Strik er stadig hot, og strikdesignerne udgiver bøger som aldrig før.
Så selv om det stadig kan virke sommerligt udenfor, er det ikke for tidligt at tænke på efterårets kreative sysler indenfor.
Derfor inviterer Stoholm Bibliotek til strikkebogcafé den 5. september med litteraturformidler Johanne Behrmann, der selv er ivrig strikker og vil folde strikkebøgernes mangfoldige verden ud.
Hun præsenterer et udvalg af de nyeste, de mest spektakulære og de mest poetiske opskrifter i tilgift til alle dem med strømper, dem med mønstre og alle dem indimellem.
Og hvem ved, måske sniger der sig også en enkelt hæklebog med...
Man må hjertensgerne medbringe sit eget håndarbejde, når man først har tilmeldt sig via viborgbib.dk eller på selve biblioteket, da der er et begrænset antal pladser.
Og der skulle jo gerne være kaffe nok til alle på kanden.