Købmand Daniel Hovgaard Nielsen har givet Spar i Stoholm en ordentlig overhaling, hvor for eksempel hele grøntafdelingen nu er nedkølet. Foto: Henrik Bagge

Nedkølede grøntsager og ny delikatesseafdeling: Spar trumfer med stor renovering

Der er kommet for 700.000 kroner mere herlighedsværdi i butikken

STOHOLM Det har den sidste tid rumsteret med håndværkere hele vejen rundt i Spar Stoholm, så biksen med et sidste ryk gennem opløbssvinget kunne stå fiks og færdig i tide til pinsehandlen.

Købmand Daniel Hovgaard Nielsen har nemlig smidt en trumf og tager nu stikket hjem med en markant renovering og ommøblering af butikken i Vestergade.

Han har stadig de samme 650 kvadratmeter at gøre med, men gennem en optimering af deres udnyttelse, vil kunderne fremover få indtryk af, at butikken er blevet både udvidet og opgraderet.

- Vi har fået ny vinafdeling med nyt inventar, og vi har fået nyt grønt-inventar og samtidig gjort grønt-området nedkølet, starter Daniel Hovgaard Nielsen, mens han tæller på fingrene.

- Bagerafdelingen har også fået nyt inventar med brødskab og kølemontre, så vi for eksempel kan sælge flødekager derfra, fortsætter han.

Ny delikatesseafdeling

Dermed stopper de kulinariske landvindinger dog langtfra.

Centralt i butikken bliver nemlig fremover en delikatesseafdeling, som fra august vil sælge frokostretter som stjerneskud og håndmadder.

- Det bliver et to-go område lige inden for døren, hvor man også kan betale for sine varer, så man er fri for at komme forbi kassebåndet, siger Daniel Hovgaard Nielsen.

Delikatesseafdelingen kommer således til at ligge der, hvor post- og pakkeafdelingen hidtil har været, med et åbent køkken, som man kan kigge ind i, hvor personalet står og laver maden fra bunden.

Køkkenet bliver bemandet med ekstra folk, ud over dem vi allerede kender fra butikken.

God plads i grønt

Post- og pakkeafdelingen er allerede flyttet ned i bunden af butikken, hvor den kommer til at tage lidt plads fra Daniel Hovgaard Nielsens lager.

- Sådan må det være. Jeg skulle jo også gerne sælge varerne hurtigt inde fra butikken, så der skal helst ikke være for meget på lager ad gangen, lyder det bundsolide ræsonnement fra købmanden.

- Og så begynder vi også inden sommerferien at kigge på alle de andre afdelinger i butikken for at få det hele strømlinet i forhold til kategorier, tilføjer han.

Grøntafdelingen har fået fjernet et par skillevægge, der før gjorde adgangen dertil meget smal.

- Det er nu ét stort, åbent område, hvor vi også har fjernet de rækker, der stod i midten, så den er blevet rummelig og bred med god plads hele vejen rundt, så man eksempelvis ikke føler, at man står i vejen for nogen. Og så giver nedkølingen selvfølgelig et kvalitetsløft til varerne, der holder bedre og længere, siger Daniel Hovgaard Nielsen.

Også udenfor er der sket noget.

Skuret med indkøbsvogne er eksempelvis rykket ud til Iglsøvej, så facaden bliver åbnet mere op, og den er der også blevet pyntet på med blandt andet ny skiltning.

Fordelagtigt samarbejde

Som alle, der har givet sig selv en makeover, ved, er det ikke gratis at gå i gang fra en ende af.

Men Spar-kæden har et fordelagtigt samarbejde med KFI, som er en erhvervsdrivende fond, der blandt andet hjælper købmændene med finansiering.

Det gør, at købmændene, som selv ejer butikkerne, med fordel kan investere i deres butik med tanke på fremtiden uden at få rykket skjorten helt af.

Daniel Hovgaard Nielsen oplyser, at den aktuelle investering i Spar Stoholm løber op i omkring 700.000 kroner.

Vinafdelingen har nydt godt af nyt inventar, ligesom det også er tilfældet for både grønt- og bagerafdelingen. Foto: Henrik Bagge
Købmand Daniel Hovgaard Nielsen håber, at kunderne bliver glade for de mange nye tiltag i Spar Stoholm, som blandt andet åbner en helt ny delikatesseafdeling. Foto: Henrik Bagge