Kasper Møller scorede fire mål i 6-1 sejren over Tjele Vest Sport. Foto: Jacob Mackenhauer

Storsejr til Sparkær: Mål-Møller slog til igen

Fodbold, serie 3 herrer, Sparkær IF - Tjele Vest Sport 6-1 (2-0)

FODBOLD Trods vanskelige forhold med en strid vind på tværs af banen leverede Sparkær lørdag den bedste præstation længe, som blev kronet med en 6-1 sejr over Tjele Vest Sport.

1. halvleg var meget lige, både hvad angår spil og chancer, men hjemmeholdet havde de første tilbud ved Daniels Børns og Frederik Andersen.

Det blev 1-0 efter 24. minutter, da Kasper Møller pludselig slag alene fri med målmanden og scorede sikkert.

Det blev starten på et Møller-show, der kastede yderligere tre mål af sig. Men blot minuttet efter 1-0 målet var Tjele meget tæt på en udligning, men Bjarne Have hev en flot redning frem, og det gjorde han også efter 35. min. da han parerede et skud ud på stolpen.

Han holdt Sparkær inde i kampen i det 41. minut med en ny flot redning, inden Kasper Møller minuttet efter gjorde til pausestilling 2-0 efter en stikning fra Daniels Brøns.

2. halvleg startede med et gult kort til gæsterne i det 47. minut, og det blev dyrt. For efter 52 min. blev det 3-0 ved Oliver Andersen, og to min. senere 4-0 ved Kasper Møller.

Herefter gik gassen af gæsterne, der ikke skabte ret meget i 2. halvleg, men det gjorde hjemmeholdet til gengæld.

Efter 70 min. blev det 5-0 ved Daniel Brøns, der scorede fra kanten af feltet, og i det 78. minut 6-0 ved Kasper Møller efter indlæg fra førsteholdsdebutant Martin Jespersen.

Mikkel Mackenhauer nåede et gult kort, inden Tjele fik pyntet på resultatet med et par minutter igen på et straffespark, men det kunne ikke tage glæden fra Sparkær-spillerne, der fik en overraskende stor, men fortjent sejr over et ellers godt Tjele Vest Sport hold.

Sparkær-træner Poul Vistisen var da også ovenud glad og tilfreds med det, han så.

- Jeg synes simpelthen, det er noget af de bedste, vi har spillet, og så i det vejr. Alle mand præsterede, og vi formåede trods den stærke vind at spille bolden ved jorden kombineret med lange fremlægninger, hvor vi udnyttede vinden godt. Det var på et højt niveau i samtlige 90 minutter mod det bedste hold, vi hidtil har mødt i år. Det er imponerende under de betingelser, men vi spiller altså med omtanke i dag, og modsat Tjele sparker vi sjældent bolden ud af banen. Det her var flot, men nu handler det om at bevare hovedet koldt og benene på jorden inden næste kamp på onsdag i Ørslevkloster, lød det fra Vistisen efter kampen.