Arkivfoto

To uger med omkørsel: Dæmning får den store tur

Der renoveres i Virksund i perioden fra januar til april 2023

VEJARBEJDE Fra 10.-24. marts 2023 er Virksund-dæmningen spærret, og bilisterne kan derfor se frem til at skulle køre en større omvej.

Hvis man for eksempel skal fra Skive til Hobro, så går turen hurtigst via Viborg i de 15 dage, spærringen står på.

Viborg Kommune skal i gang med et større renoveringsarbejde på både vejen over dæmningen og på selve sluseværket. Arbejdet begynder allerede den 9. januar og varer ifølge planen til 24. april. Dæmningen bliver også spærret om natten ind imellem. Det vil blive meldt ud i forvejen.

I forbindelse med arbejdet skal sluseportene på land, så de kan få en ny overfladebehandling. Klapbroen skal have ny vejbelægning på oversiden og behandles på undersiden.

Og så forbedres forholdene for cyklisterne, da det nuværende fortov bliver til en kombineret cykel- og gangsti, så de tohjulede ikke længere skal dele kørebanen med biler og lastbiler.