LEGEPLADS Den gamle legeplads ved siden af forsamlingshuset i Højslev Kirkeby var blevet for nedslidt, og den levede ikke længere op til hverken børnenes krav eller de sikkerhedsmæssige lovkrav.
Men det skulle der gøres noget ved, så for fire år siden tog Dorrit Tranberg og Helle Andersen fra Højslev Kirkeby og Omegns Borgerforening fremtiden for legepladsen op til overvejelse, og der blev nedsat et udvalg, der skulle arbejde på et ansigtsløft af de større.
Dorrit Tranberg gik personligt i gang med at søge fondsmidler, og selv om hun i begyndelsen mødte modstand i form af afslag, så fortsatte hun med at klø på.
Og det var en god idé, for hun endte med at få samlet 540.000 kroner sammen.
- Det har krævet mange kræfter, men når det lykkes, er alt jo godt. Hvor der er vilje, er der vej, siger Dorrit Tranberg.
200.000 kroner kom fra Skive Kommunes Landsbyfond, andre 200.000 kroner kom fra Nykredits Fond, mens 75.000 kroner blev hentet i Norlys Vækstpulje og 65.000 kroner blev sendt fra Salling Fondene.
Og med overskudspenge fra diverse sommerfester endte det samlede budget på 580.000 kroner.
For det beløb kunne der købes en ny legeplads og et nyt madpakkehus.
- Vi er meget tilfredse med det resultat, vi står tilbage med nu. Stedet er ikke kun for småbørn, men for folk i alle aldre, og vi håber, at det kan blive et nyt samlingssted. Vi har ingen brugs eller købmand, så vi mangler et sted, hvor områdets borgere kan samles, siger Dorrit Tranberg og Helle Andersen.
Flere fester og sammenkomster
Håbet er, at den nye legeplads og det nye madpakkehus kan komme til at fungere som en slags magnet.
Dels er håbet, at børnefamilie vil søge stedet, dels er håbet, at de flotte faciliteter vil gøre forsamlingshuset mere interessant at benytte.
- Når der nu er gode muligheder for både børn og ældre, så kan det jo være, at der bliver holdt nogle flere fester og sammenkomster her. Det håber vi, siger Helle Andersen.
Søndag den 14. maj klokken 11 bliver der så inviteret til officiel indvielse af legeplads og madpakkehus, og der vil blandt andet være kagemand, slush ice, pølser og popcorn til de fremmødte.
- Vi forventer, at der kommer omkring 150 mennesker den dag. Der er lagt op til en stor fest, siger de to kvinder.
Op til indvielsesfesten kører der en konkurrence, hvor børn og andre kan komme med forslag til legepladsens navn.
- De skal bare smide deres forslag i postkassen ved forsamlingshuset, og så finder vi en vinder, siger Dorrit Tranberg.
Legepladsen mangler stadig den endelige brugsgodkendelse fra Skive Kommune, men den kommer med sikkerhed på plads inden indvielsen.