Det færdige resultat af kunstner Bogdan Scutarus arbejde på gavlmaleriet er svært at ignorere, når man kører ind i Mønsted fra sydsiden. Foto: Henrik Bagge

Nyt vartegn: Mønsted har fået et gavlmaleri

Bogdan Scutarus flotte kalkminetema er en del af byens områdefornyelse

MØNSTED Han kom til Mønsted for at påbegynde et stort arbejde den 7. oktober, og nu er han allerede væk igen. Men han har efterladt et væsentligt stykke af sig selv i den lille kalkmineby i Fjends.

Rumænske Bogdan Scutaru er kunstneren bag et nyt, spektakulært stykke blikfang, der rammer dig, når du kører mod nord ind på Mønsteds hovedstrøg, Bredgade, fra byens rundkørsel.

Her, ved Dagli´ Brugsens parkeringsplads og på enden af det hus, der rummer byens pizzeria, har den professionelle kunstner i løbet af blot 10 dage kreeret et gavlmaleri, der med stor detaljerigdom fortæller en væsentlig del af den historie, der gennem århundreder har præget den berømte mineby.

Fortid og nutid mødes i denne detalje af kalkpigen, der bærer den brudte kalk ud ad minen via en af de træbroer, der er etableret i forbindelse med Mønsted Kalkgruber som en verdenskendt turistattraktion. Foto: Henrik Bagge

Gavlmaleriet er en del af Mønsteds områdefornyelse, og på et forlæg af dennes følgegruppe, Brugsens bestyrelse og Viborg Kommune, har Bogdan Scutaru med en vis kreativ frihed arbejdet ud fra en skitse, der blandt andet implementerer både kalkminens søer, stedets flagermus, en hærdet minearbejder med en hakke og en af de kalkpiger, der sled med at bære den brudte kalk ud ad minerne i fordums tid.

Stort forarbejde

Forud for selve udførelsen af kunstværket er gavlen blevet pudset fin af murermester Jens Vroue, efter et par vinduer i toppen først blev muret til.

Til det arbejde har han fået hjælp af de allestedsnærværende bypedeller, inden gavlen har fået en gang facademaling, så den kunne modstå regn og slud.

Siden har kunstneren selv taget weekenderne med, mens han, blandt andet ved hjælp af en otte meters sakselift, først har rullet en bund af maleriets basisfarver ud over gavlen, inden han kunne begynde at påføre det den mere detaljerede del med spraymaling, der får maleriet til at fremstå særdeles levende og giver beskueren masser at dvæle ved.

En otte meters sakselift har gjort det muligt for Bogdan Scutaru at nå til tops på gavlen, der vender ud mod Brugsens parkeringsplads. Privatfoto

Den rumænskfødte Bogdan Scutaru har gennem 13 år boet i Horsens og laver nu om dage gavlmalerier over hele landet, efter at være startet som graffiti-kunstner.

Kunsten ud i kommunen

Gavlmaleriet inklusiv alt det forberedende arbejde har haft en samlet pris på 130.000 kroner.

De fleste midler er kommet fra puljen til byens områdefornyelse, men fødselshjælper på det omfangsrige kunstprojekt med 30.000 kroner i støtte har også været det, der hedder Viborg Unesco Creative City, som byen er blevet udnævnt til af FN indenfor Media Arts.

Og ifølge Henriette Svenstrup Jensen, der er projektleder for Animation under Kultur & Udvikling i Viborg Kommune, er maleriet i Mønsted et eksempel på, at Viborg som Unesco Creative City også hylder den visuelle kreativitet rundt omkring i kommunen.

Centralt i motivet er den hærdede minarbejder med hakken, der i maleriet er omgivet af flagermus. Foto: Henrik Bagge