FORÅRSMESSE »Triple E« hedder de ikke, men det kunne de godt, den lille dansetrup bestående af Esther Stark Nygaard, Eva Cecilia Kalhave og Emma Gautesen Andreasen.
De tre teenagepiger, som til daglig går i 1. og 2.g i henholdsvis Viborg og Randers, fylder en stor del af deres fritid ud med dans, og det vil de give prøver på, når de til forårsmessen laver en opvisning.
Dansen har fyldt meget i stort set hele deres unge liv, og timerne flyver hurtigt ud ad kalenderen, når de tre-fire gange om ugen mødes for at give den maks gas på danseskolen Cphdans i Viborg.
- For os er dansen et frirum, hvor vi kan udfolde vores kreativitet og personligheder, samtidig med at vi giver slip på tankerne og bare er en del af et superfedt fællesskab på tværs af alder og niveau, lyder det fra trioen.
De har allerede gjort sig i diverse nationale konkurrencer, og i sommers blev Esther og Emma danmarksmestre med et showhold på tværs af Viborg og Horsens.
De dansede sig også for nylig til en guld- og en sølvmedalje til Jysk Mesterskab i kategorien disco, mens Eva dansede sig til en flot tredjeplads i turneringen CPH Open i kategorien show.
- Det er blandt andet en af de danse, vi vil optræde med den 26. marts, og derudover vil vi vise et par af de andre stilarter, som vi også danser, lover Esther, Emma og Eva på forhånd.