Johnny Gaardsdal. Privatfoto

Næste skridt for ligestillingen er et opgør med kvindefagenes lønefterslæb

Den 8. marts er det Kvindernes Internationale Kampdag. En dag hvor der gøres status over kampen for ligestilling mellem kønnene – og hvor de kommende skridt diskuteres.

Siden vi rundede kampdagen sidste år, er der rent faktisk taget nogle skridt mod mere ligestilling. Politikerne på Christiansborg har øremærket en del af barselsorloven til manden. Og den nye ligestillingsminister vil have virksomhederne til at sætte mål for kvinder i bestyrelserne.

Der mangler dog konkret handling på ét vigtigt parameter som ligestillingen kan måles med: Nemlig lønnen!

Her har Regeringen indtil nu gemt sig bag den danske aftalemodel, hvor arbejdsmarkedets parter - arbejdsgivere og fagforeninger – aftaler lønnen.

Derfor var det også noget af et gennembrud, da en samlet Fagbevægelsens Hovedorganisation i forlængelse af overenskomstforhandlingerne sidste år fik overbevist Regeringen om at nedsætte en lønstrukturkomité, der skulle kortlægge lønefterslæbet for de kvindedominerede faggrupper i den offentlige sektor.

Forklaringen på kvindefagenes lønefterslæb ligger nemlig ikke i lønforhandlingerne gennem de sidste 50 år, men i den lønindplacering Folketinget vedtog ved tjenestemandsreformen i 1969.

Dengang blev kvinders arbejde anset som sekundært i forhold til mænds, og derfor blev de kvindedominerede fag helt fra starten - konsekvent og systematisk - placeret lønmæssigt dårligere end de mandsdominerede fag.

Siden har procentvise lønstigninger i den offentlige sektor forstenet lønhierakiet, så det i dag blot er en spejling af 1960’ernes forældede kvindesyn. Derfor tjener f.eks. pædagogen i dag hele 6000 kroner mindre pr. mdr. end folkeskolelæreren, på trods af, at de har samme uddannelsesniveau.

Beslutningen om at nedsætte en lønstrukturkomité var på den måde ikke alene en anerkendelse af, at pædagoger, sygeplejersker, socialrådgivere og andre kvindedominerede faggrupper har et historisk betinget lønefterslæb, som aldrig kan indhentes med den nuværende økonomiske ramme og fordelingsmodel på det offentlige overenskomstområde.

Det var også en "indrømmelse" fra politikerne af deres politiske medansvar for at løse de indbyggede skævheder i lønhierarkiet. Et hierarki politikerne selv var med til at skabe i forbindelse med Tjenestemandsreformen i 1969.

Derfor skal der ved denne 8. marts og kampdag lyde det klare budskab, at kvindekampen ikke er død – og næste skridt mod ligestilling må være et opgør med kvindefagenes lønefterslæb.